AGF-træner Jakob Poulsen kunne mandag aften se sit hold vinde for første gang i superligasæsonen.

Ni kampe skulle der gå, før det endelig blev til en sejr.

- Det er rigtig dejligt. Det har været for længe undervejs, siger Jakob Poulsen til TV 2 Sport.

På hjemmebane blev Sønderjyske slået med 3-0 efter tre mål i første halvleg.

- Det var en rigtig stærk første halvleg. Selvfølgelig. Det siger sig selv, når man fører 3-0. Men jeg tror også, at jeg vil sige, vi har spillet en håndfuld bedre kampe i denne sæson, end vi gjorde i dag, siger træneren.

Stopperen Frederik Tingager startede inde for første gang, siden han blev skadet i begyndelsen af august.

Han leverede en fin kamp, som han kronede med hovedstødsmålet til 3-0. Han var lykkelig over sejren.

- Det var tiltrængt. Helt klart. Det synes jeg også, at man kunne se på os. Vi er glade, selv om der selvfølgelig stadigvæk er et stort stykke arbejde, der skal gøres endnu, for vi har uden tvivl gjort det svært for os selv.

- Men jeg synes, vi i dag viste god fodbold, selv om vi er et svært sted, siger Tingager til TV 2 Sport.

Med sejren rykkede AGF over nedrykningsstregen.

Torsdag gælder det den første kamp i Conference League ude mod belgiske Gent, før søndagen byder på en udekamp mod FC København.

RITZAU