AGF mistede søndag duksepladsen i Superligaen efter et nederlag på 2-3 hjemme til Sønderjyske, på trods af at holdet var foran 2-1 ved pausen.
Efter 45 glimrende minutter faldt niveauet hos aarhusianerne efter pausen, og Viaplay-ekspert Peter Sørensen langede ud efter kvaliteten af den bænk, som AGF-træner Jakob Poulsen har til rådighed.
Men det vil Poulsen ikke høre tale om.
- På Brøndby Stadion mindes jeg, at det var bænken, der kom ind og var med til at give os et point. Det var lidt det samme mod Nordsjælland. Der var det også nogle, der kom ind. Så nej, den synes jeg ikke holder, siger Poulsen til Viaplay.
Nederlaget var AGF's første siden juli, men det var ikke indskifternes skyld, slår cheftræneren fast.
- Over hele linjen i anden halvleg var der ret mange, der ikke præsterede, det vi har set i løbet af sæsonen. Det er også derfor, at det endte, som det gjorde, mener Jakob Poulsen.
FC Midtjylland er nyt tophold i Superligaen. Holdet har 32 point efter 15 kampe. AGF har et point mindre.
Brøndby kan senere søndag komme a point med AGF.
/ritzau/
