AGFs sportschef, Brian Steen Nielsen, regner med at sælge fire af AGFs fem største profiler i 2010.
Benny Feilhaber, Michael Lumb, Jakob Poulsen og enten Dioh Williams eller Nando Rafael.
Sådan lyder listen på de fem spillere som Brian Steen Nielsen agter at sælge fra AGF i løbet af de to næste transferperioder.
Det fortalte AGF’s sportschef tirsdag aften, da han deltog i et debatarrangement om AGF under navnet ”AGF uden filter”.
Jakob Poulsen er et af de hotteste navne lige, og Brian Steen Nielsen ved da heller ikke, om Poulsen er i AGF, når forårssæsonen starter op.
- Der er masser af klubber, der følger ham i øjeblikket, men om han spiller her eller ej, det ved jeg ikke, nøjedes sportschefen med at sige.
Poulsen har tiltrukket stor opmærksomhed fra specielt tyske klubber. Sporten.dk har således kunnet fortælle, at FC Köln er interesseret i den danske landsholdsspiller.
Og den interesse har måske allerede udmundet sig i mere. I hvert fald jokede sportschefen med den tyske klub, da hans telefon ringede under debatten.
- Der er telefon. Det er Köln, der ringer, sagde han, til store glæde for tilhørerne, der var mødt op i Tivoli Friheden i Århus.
Årsagens til AGF’s storudsalg skyldes klubbens dundrende underskud på 43,5 mio. kr. Sportschefen har med andre ord fået ordre på at sælge ud for at skaffe penge.
AGF-træner Erik Rasmussen accepterer situationen, men erkender, at det stiller AGF i en dårligere position.
- Det vil være et stort slag, hvis Jakob bliver solgt, men det er den største salgbare spiller, vi har lige nu.
- Vi skal gøre op med os selv, hvis vi sælger f.eks. Jakob Poulsen, om vi så skal have en profil udefra, eller vi skal lade Casper Sloth, som er den næste i fødekæden, tage over. Det er de overvejelser, der hele tiden vil være i spil, sagde Erik Rasmussen.
AGF har allerede sikret sig FC Nordsjællands Stephan Petersen, der vil trække den hvide trøje over hovedet i vinterpausen.
LÆS MERE OM ”AGF UDEN FILTER” I ÅRHUS STIFTSTIDENDE ELLER PÅ STIFTEN.DK.