Hans far er født i Afghanistan, mens moderen stammer fra Nicaragua. Men selvom multietniske Mustafa Amini siden 2015 har spillet et hav af kampe i Superligaen, holder den 25-årige AGF'er ikke med Danmark, når landstræner Age Hareides tropper torsdag eftermiddag i den russiske by Samara spiller sin anden kamp ved det igangværende VM.

»Her hepper jeg på Australien,« griner Mustafa Amini, som B.T. møder på AGF's anlæg ved Aarhus-klubbens første træningspas efter sommerpausen. Øverst i artiklen kan du se danske Claus Andersen cykle sig gennem VM-værtslandet Rusland

Du kan følge B.T.s store livedækning af torsdagens VM-brag mellem Danmark og Australien her

At det forholder sig således er fuldt forståeligt. Således er Mustafa Amini født og opvokset i den australske storby Sydney, hvor han fik sin fodboldopdragelse i klubben Blacktown City.

»Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg havde håbet på at blive udtaget til den australske VM-trup. Indenfor det seneste år har jeg jo spillet to kampe på Australiens A-landshold (mod De Forenede Arabiske Emirater og Japan, red.). Men desværre gik min drøm ikke i opfyldelse,« siger Mustafa Amini, der fik ødelagt sidste halvdel af forårssæsonen på grund af en knæskade.

AGF's Mustafa Amini i en Superliga-kamp mod AC Horsens. Foto: Henning Bagger
AGF's Mustafa Amini i en Superliga-kamp mod AC Horsens. Foto: Henning Bagger Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Heldigvis er den så meget i bedring, at jeg har en tro og et håb om, at jeg kan være med i efterårets første kamp (mod FC Midtjylland, red.),« siger Mustafa Amini, der ved AGF's torsdagstræning har tænkt sig at lave en mindre happening.

»Mine holdkammerater ved jo udmærket godt, hvorfra jeg stammer. Derfor dukker jeg op i Australiens landsholdsdragt,« siger Mustafa Amini, der vurderer at VM-kampen bliver jævnbyrdig.

»På papiret er Danmark favorit. Jeg tror dog, de vil blive overrasket af den australske holdånd. Men lykkes det ikke for Australien at vinde, vil jeg holde med Danmark resten af VM. Jeg trives i landet, og har det fint med, at min AGF-kontrakt først udløber om to år. Superligaen er både stærk og attraktiv at spille i,« lyder Mustafa Aminis slutreplik.