AGF måtte udsætte 'forårspremieren' i Superligaen mod OB fredag på grund af de store mængder sne på klubbens hjemmebane, Ceres Park.

Nu tænker klubben alternativt med henblik på at få kampen afviklet mandag.

I et Facebook-opslag beder AGF klubbens fans om hjælp til snerydning, skriver bold.dk.

»Vi tager meget gerne imod hjælp i morgen, søndag, fra kl. 9, så stadion kan blive helt klar til mandag. Sneen på banen er fjernet, men der ligger stadig rigtig meget sne på tribunerne som vi har brug for hjælp til at få væk,« står der ifølge bold.dk i opslaget, som Fan Engagement Manager i AGF, Jonas Labich, har delt i Facebook-gruppen 'KSDH – Gruppen for AGF Fans'.

Jonas Labich tilføjer efterfølgende, at klubben vil sørge for både drikkevarer og frokost til alle, der kommer og giver en hjælpende hånd med snerydningen.

AGFs direktør, Jacob Nielsen, oplyser ifølge DR, at omkring 100 personer søndag formiddag hjælper med snerydningen på stadion – herunder både medarbejdere i klubben og fans.

AGF overvintrede på Superligaens førsteplads.