AGF går svækket ind til forårssæsonen, da Steffen Rasmussen er blevet skadet og er ude i mindst to måneder.

Det er en lårskade, som er brudt op igen hos AGF-målmanden, da han i weekenden spillede en træningsturnering i Aarhus. En MR-scanning har vist, at en sene i forlåret er beskadiget, og det koster målmanden sæsonstarten i Superligaen.

- Oven på den første skade har Steffen Rasmussen genoptrænet i et par måneder, og det har været helt efter bogen. Han har så trænet med i fuldt omfang i mere end 14 dage, og han har bestået alle de styrketests, der er lavet. At skaden så bryder op igen, er sort uheld, siger AGF-læge Jacob Astrup til holdets website.

Lægen forventer, at Steffen Rasmussen skal igennem et par måneders genoptræning, og han er således ikke i spil til Superliga-bold i mindst to måneder.

AGF har Emil Ousager som reservemålmand, og han måtte også træde til i de to sidste kampe af efterårssæsonen, da Steffen Rasmussen var skadet.