AGF-fans kan opleve opgøret mod Randers sammen på virtuelle tribuner ved hjælp af videoplatformen Zoom.

Når Superligaen snart ruller igen efter coronapausen, bliver det uden tilskuere på tribunerne, men rundt omkring i klubberne tænkes der kreativt i bestræbelserne på, at fans alligevel kan samles om der favorithold.

I FC Midtjylland lancerede man drive in-fodbold, og i AGF introducerer man en digital oplevelse med virtuelle tribuner.

Det sker, når AGF på hjemmebane spiller sin udsatte kamp fra 21. spillerunde mod lokalrivalen fra Randers.

I samarbejde med videoplatformen Zoom vil man kunne få en fælles tilskueroplevelse sammen med dem, man plejer at gå til fodbold med, skriver AGF på sin hjemmeside.

Det sker på et slags virtuelt stadion, som man kan hente en gratis billet til, og når kampen fløjtes i gang, samles man med dem, der har indløst billet til samme virtuelle tribuneafsnit.

Også spillerne på banen kommer til at mærke til konceptet, så stadion ikke bliver atmosfæreforladt. Til selve kampen vil der blive opstillet en række storskærme midt for banen på Ceres Park. Her vil alle de fans, der ser med fra deres virtuelle tribuneafsnit, blive vist.

Dermed er det ikke kun publikum, der er fælles om fodbolden, men også spillerne, der vil kunne se og fornemme opbakningen hjemme fra stuerne direkte på Ceres Park.

AGF-direktør Jacob Nielsen er stolt over det nyudviklede koncept.

- Nu ser det ud til, at vi desværre må undvære tilskuere i et stykke tid, så måske vi kan inspirere til et lignende initiativ hos andre klubber, der kan få glæde af det i den kommende tid, siger Jacob Nielsen.

Der er endnu ikke sat dato på AGF's kamp mod Randers.

Regeringen gav torsdag grøn lys til, at Superligaen kan starte igen, og i løbet få dage vil Divisionsforeningen melde startdatoen ud. Divisionsforeningen håber, at starten kan gå 29. maj.

/ritzau/