Der er ingen bortforklaringer fra Jesper Hansen efter AGF-målmandens dyre brøler i superligabraget på udebane mod FC Midtjylland mandag aften.
Et velspillende AGF-mandskab var på vej mod sejren, da den 40-årige keeper otte minutter før tid ville verfe en bold ud af farezonen, men endte med at bokse den ind i eget net.
- Den gør ondt, og det har jeg også fortalt holdkammeraterne, at det er jeg meget ked af, og så er det bare at komme tilbage. Fejl sker. Det gør selvfølgelig rigtig ondt, når vi ved, hvad der er på spil.
- Det er megaærgerligt, at det satte dem i gang, efter at vi ellers havde gjort det rigtig godt, siger Jesper Hansen til TV 2 Sport.
Den lidt uventede udligning satte FC Midtjylland i gang. Hjemmeholdet endte endda med at tage alle tre point efter Julius Emefiles sejrsmål godt to minutter inde i tillægstiden.
AGF-træner Jakob Poulsen græmmer sig over, at hans hold selv lukkede midtjyderne ind i kampen.
- Det er jo en fejl af Jesper, der gør, at de kommer ind i kampen, og så scorer de på deres første afslutning mere eller mindre i anden halvleg. Det er et meget, meget tungt nederlag, for jeg synes jo, at vi spiller en rigtig god kamp.
- Det er jo vores egen skyld, at vi ender her, for vi kunne jo bare have scoret mere end det ene mål, så havde vi også lukket kampen, siger Jakob Poulsen til TV 2 Sport.
Med nederlaget blev AGF's forspring til midtjyderne reduceret til to point. Der er fem kampe tilbage af sæsonen.
/ritzau/
