AGF udbyggede forspringet i toppen til FC Midtjylland efter en hårdt tilkæmpet 2-1-sejr på udebane mod Viborg FF i Superligaens mesterskabsspil.
Viborg fik ellers en drømmestart på kampen med et tidligt mål, men et målmandsdrop og to scoringer fra AGF's Janni Serra vendte kampen på hovedet.
Trods god opbakning fra tribunerne og store chancer i Viborg lykkedes det ikke hjemmeholdet at komme tilbage til sidst, og gæsterne tog alle tre point med hjem til Aarhus mandag aften.
Med sejren har AGF placeret sig i en rigtig gunstig position i jagten på guld i Superligaen.
Konkurrenten FC Midtjylland snublede igen i lørdagens kamp, hvor midtjyderne smed en 2-0-føring på hjemmebane mod Sønderjyske og måtte nøjes med uafgjort.
Aarhusianerne er nu syv point foran midtjyderne med syv spillerunder tilbage.
Selv om AGF ikke havde tabt i de seneste ni superligakampe, var det blevet til uafgjort i de seneste to, og en sejr var derfor på sin vis tiltrængt.
Viborg ligger på fjerdepladsen med 37 point og er kun ét point efter Sønderjyske på tredjepladsen i Superligaen.
Mandag aften kom hjemmeholdet rigtig godt fra start.
Efter blot otte minutter modtog Viborgs Sami Jalal bolden i feltet efter en skarp, flad aflevering fra Asker Beck. Jalal drejede 180 grader i en smuk vending, og den 21-årige dansker afsluttede sikkert.
Men føringen holdt ikke længe. Syv minutter senere kom et indlæg ind mod Viborg-keeper Lucas Lund, som fuldstændig kiksede sin aktion. Han greb ikke den ellers nemme bold, som i stedet dumpede ud til AGF-angriberen Janni Serra, der sparkede udligningen i nettet.
Serra stod igen det helt rigtige sted ved AGF's andet mål. Den 28-årige tysker modtog et indlæg fra Henrik Dalsgaard, kom godt op og headede bolden mod venstre side. Lund fik akkurat en hånd på, men det var ikke nok til at stoppe forsøget.
Viborg måtte derfor gå til pause bagud trods en rigtig velspillet første halvleg.
Hjemmeholdet fortsatte med at spille godt, men efter en times spil kom AGF meget mere ind i kampen.
Både Kristian Arnstad og Tobias Bech havde store chancer for gæsterne, men Lund leverede flere store redninger og fik noget revanche for sin fejl tidligere i kampen.
Patrick Mortensen havde også en kæmpe mulighed for at gøre det til 3-1, men AGF-anføreren ramte stolpen fra tæt hold.
I de sidste ti minutter pressede Viborg på og var tæt på udligningen. I det 87. minut måtte Gift Links endda redde gæsterne på stregen. AGF havde dog heldet med sig og overlevede til sidst.
/ritzau/
