Superligaklubben har hentet 22-årige William Eskelinen i svenske GIF Sundsvall på en femårig aftale.

AGF får nye kræfter til målmandsposten.

Den aarhusianske superligaklub har hentet William Eskelinen i GIF Sundsvall, der spiller i den bedste svenske række. Det skriver AGF på deres hjemmeside.

Den 22-årige keeper har fået en femårig aftale i Aarhus.

- William er en spiller, der har rigtigt gode kompetencer hele vejen rundt på de parametre, vi vurderer målmænd på, siger sportschef i AGF Peter Christiansen på klubbens hjemmeside.

- Han har et godt redningsspil, han distribuerer boldene godt fra både hånd og fod, spiller med mod i feltet, ligesom han - på trods af sin unge alder - er en rolig målmand, der har en rigtig god spilforståelse, og så er han ikke mindst en ærgerrig "vinderskalle", som man siger i Sverige.

1,91 meter høje Eskelinen har spillet på det svenske U17- og U19-landshold og har, før han kom til Sundsvall, en fortid i Hammarby og Enskede.

- Han har været igennem en ret så stejl og positiv udvikling i de seneste sæsoner, og vi tror på, at William og vores målmandstræner Nicolai Pold - der grundigt har fulgt William - kan fortsætte den positive udvikling hen over kontraktperioden her i AGF, siger Peter Christiansen.

William Eskelinen støder til AGF-truppen onsdag på træningsanlægget på Fredensvang.

/ritzau/