AGF har sikret fremtiden med to af holdets mest rutinerede spillere.

Superligaklubben forlænger med den 32-årige midtbanespiller Nicolai Poulsen og den 40-årige målmand Jesper Hansen.

Poulsen har fået forlænget sin kontrakt frem til sommeren 2028, mens Hansen har skrevet under på en forlængelse til sommeren 2027.

Det oplyser AGF fredag i en pressemeddelelse.

- Det er en stor glæde, at vi har fået fremtiden på plads med to af vores rutinerede kræfter, der er en del af rygraden i vores trup og vigtig for kulturen på Fredensvang, i omklædningsrummet og på vores hold, siger AGF-fodbolddirektør Carsten V. Jensen.

Nicolai Poulsen har været i klubben, siden han kom til fra Randers i 2019.

Den erfarne målmand Jesper Hansen kom til AGF fra FC Midtjylland i 2021.

Begge fortsætter i den aarhusianske klub, som har haft en fremragende sæson i Superligaen, hvor holdet efter 18 spillerunder indtager førstepladsen.

Her har de to spillere ifølge Carsten V. Jensen haft afgørende roller.

- Poulsen og Hansen har sammen med holdet begge haft et flot efterår, hvor de har vist deres store betydning for holdet, og de går forrest med en stor sult og ærgerrighed, som er et eksempel til efterfølgelse.

- Begge spillere er kulturbærere og eksponenter for vores værdier om dedikeret arbejde og store ambitioner, siger Carsten V. Jensen.

Nicolai Poulsen har spillet mere end 200 kampe for AGF og siger, at han er glad for at få fremtiden på plads.

- Vi har gang i en god sæson og er inde i en god udvikling - både som klub og som hold, siger Poulsen i meddelelsen.

Jesper Hansen, der har spillet 137 kampe i AGF-trøjen, er desuden den målmand med flest clean sheets i Superligaens historie med 145 på tværs af flere klubber.

- Jeg har stadig masser at byde på som målmand og synes, at jeg har vist mit værd, siger Hansen.

/ritzau/