Med 2-1-sejr over Sønderjyske er AGF klar til kampe, der kan sende klubben ud i Europa efter syv års fravær.

AGF vandt torsdag 2-1 over Sønderjyske i Aarhus, og Aarhus-holdet kan derfor se frem mod Europa playoff-kampene, der kan give adgang til Europa League.

- Det vil betyde enormt meget at komme i Europa, siger AGF-anfører Jens Stage.

AGF var senest i Europa i 2012, hvor holdet røg ud af Europa League-kvalifikationen efter et nederlag til georgiske Dila Gori.

Jens Stage var på stadion for at se kampen mod georgierne, så han ved, hvor stort det er.

- Det er en stor oplevelse med europæisk fodbold på Aarhus Stadion, og det håber jeg, vi kan bringe tilbage igen, siger han.

I Europa playoff-kampene skal AGF, hvis holdet beholder førstepladsen i nedrykningspuljen, møde holdet på andenpladsen fra den anden nedrykningspulje.

Vejen til Europa er dog lang, da der venter yderligere en duel mod vinderen af det modsatte opgør, inden det bedste hold fra de to nedrykningspuljer til sidst står over for et hold fra mesterskabsspillet.

Ifølge sportschef Peter Christiansen bliver det tætte opgør, men han mener, at AGF kan have en fordel inden kampene.

- Vi prøvede det sidste år, og vi ved, at det er tæt over to kampe, og vi ved, at dem, vi møder, har nogenlunde samme niveau som os, siger sportschefen.

- Men vores modstander kommer fra en pulje, hvor der ikke har været så mange kampe med ild i, og det kan vi måske drage fordel af, siger han.

Peter Christiansen fortæller, at det vil være stort for klubben og spillerne at nå Europa.

- Det vil være fantastisk at komme i Europa, og det vil være godt for byen og for fansene, men lige nu skal vi have gjort tingene færdige, siger han.

- Det er et udstillingsvindue for spillerne, og det kan være afgørende på den lange bane for deres karrierer.

AGF mangler stadig to kampe i nedrykningspuljen, men holdet er med sejren over Sønderjyske sikker på at komme i Europa playoff.

/ritzau/