Nadia Nadim spillede en hovedrolle, da Danmark sikrede sig sølv ved EM i fodbold for kvinder, og efter medaljen lod hendes agent sig afbilde sammen med angriberen.

»Jeg er så stolt over den pige,« skriver agenten Michael Kallbäck på Instagram.

»Hun kom til EM efter en lang pause på grund af en skade. Men hun blev bare bedre og bedre kamp efter kamp, og hun var med til at slå Tyskland ud, som ellers havde vundet EM de sidste seks gange. Den kamp var noget særligt,« skriver Michael Kallbäck.

»I dag scorede hun på straffe - som hun har gjort tusindvis af gange - foran 25.000 hollandske fans, og hun havde en god finale. Desværre var det ikke nok, men det er også i orden,« skriver den svenske agent, inden han går i gang med at kritisere Nadia Nadims kritikere.

»Hvorfor så det? Jo, for mens hun førte sit hold til den imponerende andenplads, var der (såkaldte) politikere, der talte om hende som udlænding. Som en fremmed person, der ikke burde omtales som dansker. Det er rendyrket racisme. Men I kan ikke ramme Nadia. Hun bliver ikke påvirket af jeres bavl,« hedder det videre.

»Hun lader sig ikke skræmme, og hun vil heller ikke tie stille. Ved I hvad? Hun har gjort mere for Danmark, end nogle af dem nogensinde har gjort. I dag var hun en dansk helt - en helt, der har ofret meget for at repræsentere sit land, Danmark. Medaljen omkring hendes hals er måske ikke af guld, men den er så meget mere værd. Jeg er så stolt af dig, søster,« slutter Michael Kallbäck.

Det var Michael Kallbäck, der formidlede salget af Nadia Nadim fra Fortuna Hjørring til Sky Blue FC i den amerikanske liga. SIden er den 29-årige Nadia Nadim skiftet til Portland Thorns FC.