»Jeg kan sige, at det er slut for Paul Pogba i Manchester United.«

Så klar i spyttet var agent Mino Raiola om stjernens fremtid i den engelske storklub for under en uge siden.

Udmeldingen stjal overskrifter verden over, og virakket så ud til både at komme bag på klub, fans... og måske også Pogba selv, der nu bryder tavsheden.

»Jeg har altid kæmpet og vil altid kæmpe for Manchester United, mine holdkammerater og fans. Bla bla (løs snak, red.) er ikke vigtigt,« skriver midtbanespilleren i et opslag på Instagram.

Franskmandens agent, Mino Raiola, er en mand, der er kendt for ikke at lægge fingrene imellem, og speederen blev da også hakket endnu hårdere i, da han skulle udtale sig om Pogbas fremtid.

»Det er bedst at sige det tydeligt, se fremad og ikke miste tid ved at lede efter nogen at bebrejde. Paul er utilfreds hos Manchester United. Han kan ikke udtrykke sig, som han vil, og som det forventes af ham.«

Pogba har været i Manchester United siden sommeren 2016, men det seneste stykke tid har opholdet langtfra været en succes.

Midtbanespilleren har haft svært ved at spille sig på holdet i Manchester United, selvom han er den dyrest indkøbte spiller i Premier Leagues historie.

Mino Raiola er kendt for sine kontroversielle udtalelser.
Mino Raiola er kendt for sine kontroversielle udtalelser. VALERY HACHE

Men på trods af de manglende præstationer på banen og Raiolas evne til at hælde benzin på bålet, lader det ikke til, at Pogba er interesseret i en konflikt.

»Fremtiden er fjern, det er i dag, der tæller, og jeg er 1000 pct. involveret (...) Alt har været klart mellem klubben og mig selv, og det vil aldrig ændre sig. Når du ikke ved, hvad der sker på indersiden, så lad være med at snakke,« skriver Pogba også i sit Instagram-opslag.

Paul Pogba, som vandt VM med Frankrig i 2018, har kontrakt med Manchester United indtil juni 2022.