Cristiano Ronaldos agent, Jorge Mendes, mener, at den portugisiske superstjerne er tre milliarder kroner værd. Det siger den portugisiske agent i et interview med BBC Sport.

»Hvis klubben (Real Madrid, red.) vælger at sælge ham i morgen for 300 millioner britiske pund (cirka tre milliarder kroner), så er der nogen, der vil betale,« siger Jorge Mendes til BBC Sport.

Trods udtalelserne bekræfter Mendes, at Ronaldo ikke vil forlade Real Madrid til fordel for en anden klub.

»Han (Ronaldo, red.) vil aldrig forlade Real Madrid,« fortæller Mendes BBC Sport og betegner sin klient som 'den største sportsmand nogensinde'.

»Han er den bedste spiller i hele verden. Du kan ikke sammenligne ham med nogen anden,« siger Mendes i interviewet, hvor han også fastslår, at fodbold er den vigtigste sport i verden, og at fodboldspillere skal have så meget i løn som overhovedet muligt.

Jorge Mendes beskrives ofte som en af de mest magtfulde agenter i international klubfodbold, og han er meget kritisk overfor FIFAs forbud mod de kontroversielle tredjeparts-ejerskaber (TPO) af fodboldspillere.

»FIFA og UEFA er ikke politiet. Jeg mener, at det er meget vigtigt at etablere regler, de rigtige regler, men ikke at stoppe dem (treparts-ejerskaber, red.). Jeg er sikker på, at domstolene meget snart vil ophæve forbuddet,« siger Mendes til BBC Sport.

Udover Cristiano Ronaldo repræsenterer Jorge Mendes, der har en fortid som discjockey og natklubejer, også José Mourinho, Luiz Felipe Scolari, Radamel Falcao, Angel Di Maria, James Rodriguez, David De Gea, Victor Valdes og Diego Costa.