»Jeg regner også med, at jeg er her i den næste sæson. Rosenborg har et specielt sted i mit hjerte.«

Nicklas Bendtner satte søndag aften ord på sin fremtid i Rosenborg, efter at klubben havde sikret sig det norske mesterskab.

Bendtners agent, Ivan Marko Benes, hverken kan eller vil sige noget konkret, om beslutningen om stjerneangriberens fodboldfemtid er taget, men han vil bestemt ikke afvise, at et år mere i Rosenborg ville være godt for Bendtner, som for lidt over en uge siden modtog en dom for vold.

»Jeg synes da, at det ville være fint for ham at blive i Rosenborg kontrakten ud. Han er ikke garanteret spilletid der, men han har spillet en masse kampe. Det er jo det bedste for alle fodboldspillere. Og han er glad og værdsat, så det kunne jeg sagtens se,« siger Ivan Marko Benes.

Nicklas Bendtner interviewes efter Rosenborgs guld-triumf.
Nicklas Bendtner interviewes efter Rosenborgs guld-triumf. Foto: Wold, Ole Martin
Vis mere

Han kender dog gamet nok til at vide, at der altid kan komme tilbud, som kan ændre tingene. Men han synes umiddelbart ikke, at det lyder som en dårlig plan for Bendtner at blive hængende i Rosenborg, som har taget en stor chance med at hyre den danske angrebsstjerne.

Klubben har også vist Bendtner stor tillid i det halvandet år, han har været i den norske storklub, som har budt på op- og nedture. De to parter har kontrakt med hinanden frem til udgangen af 2019.

»Det er godt at se, at han er glad efter at have vundet mesterskab nummer to. Det er jo kun dejligt, at han er glad, hvor han er. Når man finder ud af, at det betyder noget at være værdsat et sted og vinde mesterskaber, så får man nok følelsen af, at det vil man godt give noget igen til,« siger Ivan Marko Benes.

Bendtner har ikke lagt skjul på, at opholdet i Rosenborg skulle bruges til at få karrieren tilbage på ret kurs efter en række sæsoner i Juventus, Wolfsburg og Nottingham Forest, hvor spilletid, skader og dårlig form var ved at ødelægge en ellers lovende fremtid på absolut topplan.

Målet med at tage til Rosenborg i marts 2017 i den norske liga, som ikke hører til blandt hverken de bedste eller næstbedste ligaer i Europa, var at få spilletid og komme tilbage i en skarp målform, så han igen kunne blive interessant for landsholdet og for større klubber i en topliga.

Dette har Rosenborg også åbenlyst meldt ud om deres dyre angriber, som er en de bedst betalte spillere i Norge.

Landsholds-comebacket lykkedes i efteråret 2017, hvor Åge Hareide havde Bendtner med i den afgørende fase af VM-kvalifikationen efter en flot første sæson i Rosenborg, hvor han blev topscorer.

I 2018 har formen taget et dyk, blandt andet som følge af skader, hvilket resulterede i, at Bendtner blev vraget på landsholdet kort før afgangen til VM i Rusland, som ellers havde været et godt udstillingsvindue for den 30-årige angriber.

Nicklas Bendtner i aktion for Danmark i marts 2018.
Nicklas Bendtner i aktion for Danmark i marts 2018. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Måske derfor udeblev de rigtige tilbud på Bendtner i sommer, hvor der ellers var bud efter ham, hvorfor han er blevet hængende i mesterklubben fra Trondheim.

Siden fulgte den stærkt omtalte voldssag, som har fyldt mediebilledet i de seneste måneder. Nicklas Bendtner modtog for lidt over en uge siden en dom ved Københavns Byret for vold mod en taxichauffør i forbindelse med en bytur natten til den 9. september.

Dommen lød på 50 dages ubetinget fængsel for vold, men den skal prøves ved Landsretten. Bendtner valgte at anke på stedet.

På trods af dommen har Nicklas Bendtners norske klub indtil videre beholdt ham i folden og bakket ham op. Han har således været en fast del af holdet i dette efterår, selvom voldssagen har taget meget fokus.

Nicklas Bendtner foran Københavns Byret.
Nicklas Bendtner foran Københavns Byret. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Bendtner var da også med i hele kampen, da Rosenborg søndag aften sikrede sig det norske mesterskab med en 1-0-sejr ude mod Start.

»Det har været en vild sæson, og vi er virkelig glade for at have vundet guldet,« sagde Bendtner efter kampen til Adresseavisen.

Rosenborg-spillerne og Bendtner fejrer mesterskabet.
Rosenborg-spillerne og Bendtner fejrer mesterskabet. Foto: Schrøder, Tor Erik
Vis mere