Son Heung-mins agent bekræfter nu, hvad flere britiske medier har beskrevet de seneste dage.

Den sydkoreanske Tottenham-spiller opholder sig lige nu i Sydkorea for at aftjene sin værnepligt, mens coronavirussen holder ham og de resterende spillere fra at spille fodbold.

Det bekræfter Sons agent, Son Seung-hyuk, til CNN.

»Son flytter til Jeju Island (en ø syd for fastlandet, red), så snart han har overstået sin hjemmekarantæne. Han vil modtage tre ugers grundlæggende militærtræning ved marinekorps, som begynder den 20. april.«

Son Heung-min har været i Tottenham siden 2015.
Son Heung-min har været i Tottenham siden 2015. Foto: ANDREW BOYERS
Vis mere

Tottenham skrev i den forgangne weekend,  at Son var rejst hjem til Sydkorea på grund af 'personlige årsager'.

Ifølge britiske medier, herunder The Guardian, var årsagen, at fodboldstjernen skulle aftjene sin værnepligt, mens fodboldspillerne alligevel holder pause, hvilket agenten nu bekræfter.

I Sydkorea siger loven, at alle mænd, der har fysikken til det, skal aftjene to års værnepligt. Son og det sydkoreanske landshold slap dog for dette, da de vandt Asian Games tilbage i 2018.

Han slipper dog ikke for en obligatorisk tjeneste.

Ifølge agenten drejer det sig konkret om tre - og ikke fire uger, som britiske medier skrev - ugers værnepligt i marinekorpset fra den 20. april, som nævnt.

Premier League blev i første i midten af marts suspenderet til og med den 4. april.

Efterfølgende er fodboldrækken blevet suspenderet på ubestemt tid, og det vides derfor ikke, hvornår der må spilles fodbold igen.

Ingen Premier League-hold har været i aktion siden marts.