Åge Hareide har ikke trænet fodbold, siden han stoppede som dansk landstræner. Men det kan meget snart ændre sig.

»Jeg har været i dialog med Rosenborg flere gange, og nu må vi se, hvad der sker. Jeg er i hvert fald interesseret i at træne holdet,« siger han til B.T.

Og noget kunne tyde på, at den 66-årige nordmand skal prøve noget nyt arbejdsmæssigt. Hareide og familien er nemlig flyttet fra Danmark.

»Vi bor ikke længere i Danmark. Vi er allerede flyttet fra København og er hjemme i Norge igen. Jeg forventer at skulle træne Rosenborg,« siger Hareide, der i juni ellers regnede med at blive i København i længere tid.

Åge Hareide forventer at blive ny træner i Rosenborg.
Åge Hareide forventer at blive ny træner i Rosenborg. Foto: Lorraine O'SULLIVAN
Vis mere

Men tingene ændrer sig. Åge Hareide har sagt til norske Adresseavisen, at begge parter har klare intentioner om, at han inden længe skal underskrive en aftale med Rosenborg. Men han ved ikke, hvornår en aftale falder på plads.

»Der er ingenting, der er besluttet endeligt endnu. Jeg har bare sagt, at jeg sandsynligvis er klar til at træne Rosenborg fra 1. september, fordi mit knæ er i bedring. Det burde være 100 procent klar, når måneden er omme. Jeg føler, jeg helbredsmæssigt er klar til at træne fodbold igen.«

»Men om det bliver fra næste måned af, fra årsskiftet eller først fra næste sommer, det ved jeg ikke. Vi må se tiden an. Jeg har heller ikke skrevet under på noget endnu.«

Den tidligere danske landstræner fortæller, at det er sportschefen, Micke Dorsin, og den daglige leder, Tove Moe Dyrhaug, som han har haft flere samtaler med på det seneste.

Men han understreger samtidig, at han ikke ved, om han er den eneste, der er i spil til managersædet i Rosenborg.

»Jeg skal ikke kunne sige, om de har haft flere kandidater end mig til samtale, og jeg har heller ikke spurgt,« lyder det afsluttende fra nordmanden.

Rosenborg har ikke fået en optimal start på den nye sæson i Norge. Traditionsklubben er i skrivende stund hele 14 point fra førstepladsen. De har skrabet 21 point sammen i 13 kampe.