Når Brentford-træner Thomas Frank vågner tirsdag morgen, kan han se hen på dét sted, hvor han med sit hold skal spille om 1,4 milliarder kroner og en plads i Premier League.

Fra det hus, han lejer i London med sin familie, kan han lige præcis ane buen på det legendariske stadion Wembley.

Her står han i sit livs største kamp som fodboldtræner, når han med resten af det danskerprægede Brentford-mandskab skal spille playoff-finale mod Fulham.

»Jeg glæder mig helt vildt. Jeg har kigget over på Wembley og tænkt: 'Det kunne sgu være meget sjovt, hvis vi kunne spille en playoff-finale dér',« siger han i en online interview-session med flere danske medier.

»Det er unikt at stå i en finale som den. At være en del af det. Og forhåbentligt er det med den helt lykkelige afslutning.«

Foto: JOHN SIBLEY
Vis mere

Men situationen kunne sagtens have været anderledes, fortæller Frank, da B.T spørger om det valg, han skulle træffe med sin fremtid i 2016. Her forlod han cheftrænerjobbet i Brøndby som følge af Oscar-sagen.

»Da jeg stoppede i Brøndby, tænkte jeg, at jeg gerne ville være cheftræner igen. Min drøm og min ambition var at tage til udlandet. På det tidspunkt kunne jeg blive cheftræner i en Superliga-klub eller blive assistenttræner i Brentford. Jeg var i tvivl, men jeg tog chancen i Brentford, fordi det er en fed klub med en god strategi og god ledelse. Og jeg havde måske et håb om at blive cheftræner i klubben på et tidspunkt,« siger Frank, der ikke vil afsløre navnet på Superliga-klubben.

I stedet fokuserer han på, at han er blevet en bedre træner med tiden.

»Jeg er en dygtigere træner i dag, end jeg var for fire-fem år siden. Det er der ingen tvivl om. Jeg er også en dygtigere træner, end da jeg overtog holdet (i 2018, red.). Men grundlæggende er jeg den nøjagtig samme person, der står for de samme ting, som da jeg overtog Brøndby eller da jeg overtog U17-landsholdet. Jeg er bare blevet skarpere.«

Nu står danskeren på kanten af Premier League.

En sejr kan forgylde London-klubben med et milliardbeløb, der kan være svært at forholde sig til.

»Der er ikke nogen af os i den sportslige stab, der bruger ét sekund på det. Der er nok nogle på direktionsgangen, der synes, det er meget rart. Men det er det sportslige, der driver os. At spille i den bedste liga i verden. Det vil vi gøre alt, hvad vi kan for at opnå. Vi kan ikke tabe noget, vi kan kun vinde.«

»Vi har helt bevidst gjort alt, hvad vi kan for at gøre det så normalt som muligt. Jeg har hverken tænkt på store motivationsvideoer eller andet. Vi tager heller ikke på hotel dagen før. Vi bor jo allerede i London, så vi sover alle i vores egen seng. Vi møder ind om morgenen til en dejlig gang brunch, så tager vi på hotel, og så tager vi ud og spiller en lille kamp,« smiler han.

Brentford møder Fulham tirsdag aften klokken 20.45.