»Hvad nu hvis?«

Hele verden taler om den lille walisiske fodboldklub Wrexham og klubbens ejere, Hollywood-stjernerne Ryan Reynolds og Rob McElhenney, efter klubben forleden sikrede sig oprykning til de professionelle rækker i England efter 15 års fravær.

Men den historiske bedrift får ikke de to Hollywood-skuespillere til at stoppe med at drømme.

Deres drøm om at få en vaskeægte superstjerne til Wrexham har dog lidt et kæmpe knæk. Det skriver The Independent.

Ryan Reynolds og Rob McElhenney på tribunen under en Wrexham-kamp.
Ryan Reynolds og Rob McElhenney på tribunen under en Wrexham-kamp. Foto: ANDREW BOYERS
Vis mere

Efter den historiske oprykning lavede Rob McElhenney et opslag på Twitter, hvor han flirtede heftigt med den pensionerede verdensstjerne Gareth Bale.

Waliseren lagde støvlerne på hylden tidligere i år for at fokusere på sin familie – og på golf.

'Hey, Gareth, lad os spille golf, hvor jeg helt sikkert ikke vil bruge fire timer på at overbevise dig om at spille en sidste magisk sæson,' skrev han.

Deadpool-stjernen Ryan Reynolds tog sin medejers Bale-flirt til næste niveau.

Gareth Bale vil gerne spille golf med Hollywood-stjernene, men han vender ikke tilbage til fodboldbanen.
Gareth Bale vil gerne spille golf med Hollywood-stjernene, men han vender ikke tilbage til fodboldbanen. Foto: PAUL CHILDS
Vis mere

Et par dage senere lagde han et billede af Gareth Bale iført Wrexham-trøje på Twitter.

Men Gareth Bale lader sig ikke sådan forføre af Hollywood-stjernerne.

»Nej, jeg lader mig ikke friste. Men jeg tager gerne en gratis omgang golf med Rob. Jeg er sikker på, vi kan få en snak og have det sjovt, men jeg er glad, hvor jeg er,« siger den tidligere Tottenham- og Real Madrid-stjerne ifølge The Independent.

»Jeg bruger meget tid med mine børn og min kone, som jeg ikke har haft tid til i årenes løb på grund af fodbold. Jeg nyder familielivet og mit golfspil.«

Når Wrexham efter sommerferien tager hul på livet i League Two, den fjerdebedste liga i England, tyder det altså på, at det bliver uden den pensionerede walisiske superstjerne.

Men fodboldfans i den lille walisiske by drømmer nok alligevel videre om at se Bale med et Wrexham-logo på brystet.