Hvilken spiller er den vigtigste at købe for Real Madrid?

Det spørgsmål har det spanske medie AS stillet sine brugere forud for sommerens transfervindue, der forventes at blive et meget hektisk et af slagsen for Real Madrid.

Brugerne fik mulighed at vælge mellem de seks spillere, der på rygtebørsen nævnes som de varmeste Real Madrid-emner. Heriblandt danske Christian Eriksen.

Udover danskeren var Eden Hazard, Paul Pogba, Neymar, Luka Jovic og Tanguy Ndombélé med i afstemningen.

Og resultatet af afstemningen er ganske opløftende, hvis man ser på det med Christian Eriksen-briller.

Eriksen kommer nemlig ind på en tredjeplads i afstemningen, hvor han må se sig overhalet af Eden Hazard og Luka Jovic.

Men han er – efter fansenes mening - vigtigere for Real Madrid end superstjernerne Neymar og Paul Pogba.

Resultatet af afstemningen hos AS ser således ud:

  1. Hazard (53.700 stemmer)
  2. Jovic (34.700 stemmer)
  3. Eriksen (25.300 stemmer)
  4. Neymar (16.900 stemmer)
  5. Ndombélé (16.400 stemmer)
  6. Pogba (13.800 stemmer)

De seks spillere har hver især fået en tekst påklistret af AS, og om Christian Eriksen lyder det blandt andet:

»Danskerens Spurs-kontrakt udløber med udgangen af næste sæson, men han (Tottenham-formand Daniel Levy, red.) vil sandsynligvis forlange et beløb på omkring 60-70 millioner euro (448-522 millioner kroner, red.).«

Endnu er intet officielt, men forventningen er, at der – selv for Real Madrid – bliver meget travlt i sommerens transfervindue.

En lang række spillere skulle allerede have fået stemplet ’duer ikke’ af manager Zinedine Zidane, der skal bruge sommeren på at skabe et slagkraft mandskab, som kan vaske denne sæsons skuffelser væk og spille med om titlerne i La Liga og Champions League.

Derfor er der også lagt op til, at Zidane skal ud og hente flere nye stjerner til den spanske kongeklub.

Tiden må så vise, om Christian Eriksen er en af dem, der klarer sig igennem Zidanes nåleøje.