I en ny dokumentarserie har tv-stationen TV Syd fulgt Esbjerg-spillerne, deres ansatte og fans i klubben gennem den kaotiske sæson, der endte med nedrykning og indebar en masse drama omkring terrortræneren Peter Hyballa.

Kilder tæt på forløbet i Esbjerg kunne dengang fortælle, at den nu tidligere Esbjerg-træner Peter Hyballa tog fysisk fat i spillerne og brugte udtryk som: »Du har større bryster end din kone.«

Hyballa bad i de situationer TV Syd om at slukke kameraet, men i dokumentaren beretter nogle af spillerne dog, hvad der foregik bag de lukkede døre til omklædningsrummet.

Efter fyringen fik blandt andre den tidligere Real Madrid-spiller Rafael van der Vaart, i rollen som assistenttræner, til opgave at forsøge på at få humøret og spilleglæden tilbage i den hårdt prøvede klub, der på det tidspunkt lå i bunden af 1. division. Rafael van der Vaart kom herefter op med en noget alternativ løsning. Han tog nemlig spillerne med på mandagsdruk.

Rafael van der Vaart.
Rafael van der Vaart. Foto: Georg Wendt
Vis mere

»Jeg tog dem ud en aften for at drikke lidt vin. Så har alle nosserne til at sige sandheden til hinanden. Nogle gange er sandheden ikke rar, men i det mindste har du sagt sandheden. Og det var det, vi gjorde,« siger Rafael van der Vaart om beslutningen.

Esbjerg-angriber Emil Holten var en af de spillere, der i første omgang syntes, at det var en lidt vild beslutning at tage.

»Det var en mandag. Det er jo fuldstændig uhørt i den verden, som vi lever i. Men vi gik op og fik noget pizza, og så var der fri bar.«

Holdet hyggede sig herefter i nogle timer, og så samlede Rafael van der Vaart dem alle sammen.

»Vi skal have snakket alt igennem, sagde han. Folk sagde direkte til hinanden: 'Kig hinanden i øjnene' og sagde, hvad de mente om hinanden,« fortæller Emil Holten om den meget intense situation, der nu udspillede sig ude i byen.

Emil Holten forklarer, at det, der blev sagt, ikke var pænt, men det hjalp virkelig på de mange problemer, som spillerne havde på det tidspunkt.

»At få fortalt, hvad man føler, og hvorfor man har gjort, som man har gjort. Det var hårdt og ikke spor sjovt.«

Emil Holten fortæller, at to timer senere var alle fulde og krammede hinanden. Nu var der pludselig en helt anden og bedre følelse omkring projektet i klubben, da spillerne havde fået talt ud.

Rafael van der Vaart var på den måde med til at samle holdet igen.

»Det er nærmest en kærlighedshistorie,« siger van der Vaart.

Rent sportsligt gik det dog ikke meget bedre for Esbjerg fB, der efterfølgende måtte en tur ned i 2. division, hvor de lige nu er på fjerdepladsen i landets tredjebedste række.

Alle afsnittene af 'EFB – Love it or leave it' kan du se lige HER.