I marts 2017 fik Flemming Østergaard 18 måneders fængsel. Nu - næsten halvandet år senere - har den tidligere FCK-boss begyndt sin afsoning.

Efter næsten otte år med retssager blev den tidligere bestyrelsesformand i Parken Sport & Entertainment sidste år idømt halvandet års ubetinget fængsel for at kursmanipulere med Parkens egne aktier i 2007 og 2008.

Men Østergaard gik ikke direkte i spjældet. Den i dag 74-årige forretningsmand har de seneste år haft problemer med helbreddet, og derfor har kriminalforsorgen i flere omgange accepteret at udskyde hans afsoning.

I juni måned fangede bordet imidlertid, kan B.T. afsløre. De seneste to måneder har Flemming Østergaard spenderet på Pension Engelsborg i Lyngby.

Vis mere

»Jeg startede min afsoning den 28/6. I øjeblikket er jeg på hospitalet, så jeg har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer,« skriver Flemming Østergaard i en SMS til B.T.

Flemming Østergaard fik sin dom på 18 måneders fængsel efter en lang og indædt kamp i retssystemet. Sammen med den tidligere direktør i Parken Sport & Entertainment, Jørgen Glistrup, fik Østergaard en væsentligt mildere straf i byretten.

De to valgte imidlertid at anke byrettens dom, og det gav bagslag, da Østre Landsret lagde adskillige måneder oven i dommene. Samtidig fik Flemming Østergaard konfiskeret de ni milioner kroner, som retten skønnede, han havde tjent på aktiehandlerne.

»Jeg havde i min vildeste fantasi ikke forestillet mig en dom som den, der er faldet. Der var jo en årsag til, at vi appellerede den meget mildere dom fra Byretten med tro på frifindelse,« sagde Flemming Østergaard på dommens dag i marts sidste år.

Nu sidder Østergaard inde i pensionen i Lyngby, der bedst kan beskrives som et meget åbent fængsel. De indsatte har således muligheden for at gå ud og passe et arbejde udenfor institutionen. Derfor er Flemming Østergaard også blevet set i Parken for nylig.

Østergaard havde håbet, at han kunne afsone sin straf på anden vis på grund af det helbred, der på det seneste har sendt ham ind og ud af klinikker og hospitaler. Sidste år satte han over for B.T. ord på sine tanker om den kommende afsoning.

»Først og fremmest er det spild af tid. Det er spild af statens penge at sætte en 74-årig, 24 procent invalid mand ind, der skal gå med stok, hvis ikke han får massage tre gange om ugen. Helt banalt. Hvis jeg bliver dømt, tager jeg min straf, men så sæt mig da ind i Skat. Så skal jeg garantere, at der ikke ryger milliarder ud af kassen hvert år,« sagde Flemming Østergaard.

Østergaard, der i folkemunde bedst kendes som 'Don Ø', blev i 1997 direktør for FC København. Fem år senere overtog han jobbet som bestyrelsesformand i klubben, som han i perioden var med til at gøre til Danmarks største og mest succesrige. I 2010 stoppede Østergaard i Parken i forbindelse med et stort driftunderskud. Kort tid efter landede politianmeldelsen, som nu har sendt ham i fængsel.

B.T. har været i kontakt med Flemming Østergaards advokat Sysette Vinding Kruse. Men advokaten har ingen kommentarer til sin klients afsoning.