FC Midtjylland var i dialog med Manchester United om Anders Lindegaard, men Superligaens førerhold endte i stedet med at satse på svenske Johan Dahlin

For blot et år siden var det økonomiske fundament under FCM skrøbeligt, og der var ingen penge til at forstærke sig til guldkampen i foråret 2014, som også endte med bronze.

Nu er det anderledes. Den britiske rigmand Matthew Benham har tilført klubben kapital, og den nye ejer har store ambitioner. Derfor forsøgte FCM også på øverste hylde, set med danske øjne, da de før jul forsøgte at hente Anders Lindegaard i Manchester United.

Ifølge BTs oplysninger var der dialog med Manchester United, men tingene faldt på transfersum, samt det faktum at Lindegaard selv ikke i første omgang var indstillet på skiftet.

FCM blev ifølge oplysningerne bedt om at vente til sidst i transfervinduet, og i stedet rykkede man hurtigt, da muligheden for at hente svenske Johan Dahlin i Tyrkiet opstod. Dahlin var på ønskelisten, men det var først i juledagene, at det stod klart, at Dahlin ville væk fra Tyrkiet af familiære årsager. Derfra gik der tre dage, før en kontrakt var på plads.

I Manchester sidder 30-årige Anders Lindegaard til gengæld stadig i venteposition. Den engelske storklub er blot en underskrift fra at sikre sig den tidligere Barcelona stjernemålmand Victor Valdés frem til sommeren 2016. Det vil naturligvis sende Lindegaard fra bænk til tribune, når Valdés i første omgang indtræder som reserve for førstekeeper David de Gea.

Engelske medier sendte onsdag så Lindegaard på klubjagt i Norden, men flere kilder påpeger over for BT, at det ikke bliver tilfældet i dette transfervinduet. Lindegaard vil helst blive i England, alternativt en anden stor liga eller ligefrem blive som tredjemålmand i Manchester United frem til det store transfervindue til sommer.

»Manchester United er såmænd tilfredse med Anders Lindegaard, men med Valdés sikrer de sig en gardering, hvis David de Gea forlader klubben til sommer. Real Madrid kan lokke de fleste spillere, viser historien jo. United arbejder lige nu på De Geas kontraktforlængelse, men det kan være, at ikke sker noget før til sommer. Jeg tror, at klubben har lagt det over på Lindegaard, om han vil blive eller skifte nu,« vurderer Daniel Taylor, der dækker Manchester United for Guardian og har mange kilder i storklubben.

Lindegaards muligheder i England for et skifte nu

Middlesbrough

Klubben satser på oprykning til Premier League og er med i topfeltet i Championship. Spiller med en 36-årig græsk keeper som førstemålmand.

Newcastle

Noget tyder på, at førstemålmand Tim Krul er væk til sommer, og Newcastle lurer på at hente en allerede nu, som kan være klar som førstekeeper til sommer.

Everton

Førstemålmand Tim Howard er blevet 35 år, og heller ikke reservekeeper Joel Robles ligner en fantastisk løsning på længere sigt. Her kan Lindegaard komme i spil.

Liverpool

Simon Mignolet er udskældt i klubben, der vakler efter sidste sæsons sølvmedaljer. Lindegaard er nok ikke øverst på deres målmandsønsker, men kan rykke hurtigt op, hvis andre ting går i vasken.