'Til godkendelse' eller 'Til beslutning' – det er det helt store spørgsmål om DBU-formand Jesper Møllers forklaring i disse dage.
For ifølge Møller er der ikke truffet nogen endelig beslutning i UEFAs eksekutivkomité om, hvorvidt russiske U/17-landshold igen kan træde ind i internationale turneringer.
Den endelige behandling af spørgsmålet sker ved et nyt møde i UEFAs eksekutivkomité, der er i gang tirsdag formiddag.
Men ifølge Ekstra Bladet og TV 2 fortæller dagsordenen for mødet, at spørgsmålet om at sluse de russiske ungdomslandshold blot er 'Til godkendelse' – ikke 'Til beslutning'.

Derfor er det blot et spørgsmål om teknikaliteter, før beslutningen står ved magt – helt officielt. Det vurderer Jim Stjerne Hansen, tidligere generalsekretær i DBU og med 33 år i UEFA i bagagen, over for B.T.
»Med det arbejde, jeg har lavet i UEFA, så vurderer jeg – efter at have hørt Jesper Møller – at der er sket det, at man har taget en principbeslutning om, at eksekutivkomitéen går ind for en indslusning af de unge hold fra Rusland i de kommende UEFA-turneringer.«
»Det skal UEFA-administrationen så udmønte et konkret forslag til, hvordan man gør, og det må være det, der står til endelig ‘godkendelse’ i dag,« siger Jim Stjerne Hansen.
UEFAs eksekutivkomité-medlemmer skal altså – som en presset Jesper Møller hængte sin forklaring op på – tage stilling til spørgsmålet igen tirsdag, når administrationen præsenterer løsningen for, hvordan de russiske ungdomslandshold skal sluses ind.

Men den stillingtagen skal næppe forstås anderledes, end at eksekutivkomitéen kan foreslå få rettelser til administrationens arbejde - og altså i stedet nærmere forholde sig til hvordan og ikke om, de russiske landshold skal tilbage i UEFAs turneringer.
»Selvfølgelig skal de sige i dag, om de godkender måden at gennemføre forslaget på, men jeg tror ikke, man kan ændre beslutningen. De kan sige, der er nogle ændringer til måden, men den principielle beslutning om, at tage russerne ind igen, er jo taget. Det siger Karl-Erik (Nilsson, red.) i Sverige og flere også,« siger Jim Stjerne Hansen med henvisning til, at den svenske UEFA-vicepræsident offentligt har forklaret, at han stemte 'ja' til beslutningen - han er i øvrigt siden trådt tilbage fra sin post i det svenske idrætsforbund.
To tyske medlemmer i form af Karl-Heinz Rummenigge og Hans-Joachim Watzke har også fortalt, at de har stemt 'ja' til beslutningen, mens Sky News har rapporteret, at to briter og en polak var imod beslutningen om at få de russiske ungdomslandshold tilbage i UEFA-turneringer.
Og UEFA sendte tilmed en pressemeddelelse ud, hvor det fremgik, at eksekutivkomitéen havde truffet beslutningen, hvorfor administrationen altså skulle fremlægge en teknisk løsning til at få de russiske U17-landshold tilbage.
Dermed står DBU-formanden Jesper Møller altså noget alene med opfattelsen af, at eksekutivkomitéen ikke allerede har truffet den endelige beslutning.
Tirsdag er der dog muligheden for at vende tomlen op eller ned til det forslag, som administrationen har udarbejdet.
Og skal man tro Jesper Møllers ord fra fredagens pressemøde, der blev afholdt efter, at Møller havde stået skoleret foran DBU's bestyrelse, så kommer han til at vende tomlen ned, da danske landshold ikke skal møde russere, mens der er krig. Det er DBUs officielle holdning.
Om Jesper Møllers 'nej' kommer til at ændre noget, efter UEFA har fortalt, at beslutningen er taget, ved vi senere tirsdag.