Mathias Kvistgaarden glemmer aldrig lørdag aften.

Og det gør hans far heller ikke.

For her fik Brøndby-angriberen nemlig sin landsholdsdebut i Parken, da han kom på banen mod Nordirland midt i anden halvleg.

Et øjeblik, der ikke bare rørte ham, men også hans far, Nicolai Kvistgaarden, som er materialeansvarlig på landsholdet. Det afslørede angriberen, da han mødte pressen efter kampen:

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

»Jeg tror lige, vi begge fældede en tåre, da jeg skulle på banen,« lød det fra Mathias Kvistgaarden, inden han fortsatte:

»Selvfølgelig er jeg rørt over at få debut, men det er endnu mere specielt at kunne dele øjeblikket med min far, fordi han jo står nede ved banen ved siden af mig og lige kan give mig et klap på skulderen og et kram.«

Det samme gjorde sig gældende, da nationalmelodierne blev sunget inden kampen.

Også her var det et stort øjeblik for far og søn.

»Vi skulle selvfølgelig lige stå ved siden af hinanden dér. Det var et specielt øjeblik for os begge,« forklarede Brøndby-stjernen, som modtog aftenens største jubelbrøl fra de rød-hvide fans, da han kom på banen:

»Det var jeg rørt over. Og sindssygt glad for. Det betyder rigtig meget,« afsluttede debutanten.

Danmark endte med at vinde lørdagens testkamp med 2-1 over Nordirland.

Du kan læse B.T.s dom over kampen LIGE HER.