Det var et gult kort, han gerne ville tage.

For da han bankede England i front i VM-kvalifikationskampen mod Ungarn, smed den engelske stjerne Raheem Sterling trøjen og afslørede en T-shirt med et klart budskab:

'Jeg elsker dig for evigt, Steffie Gregg'.

Alt imens de ungarske fans, som i løbet af kampen råbte abelyde efter netop Sterling, kastede massevis af ølkrus efter ham.

Hyldesten kom efter Sterlings scoring mod Ungarn.
Hyldesten kom efter Sterlings scoring mod Ungarn. CARL RECINE

T-shirten fik hurtigt opmærksomhed på sociale medier, hvor engelske journalister undrede sig over, hvem Gregg egentligt var.

Men hurtigt stod det klart, hvem Sterling sendte beskeden til.

Jamaicanske Steffie Gregg var en god ven af Sterling – og hun døde i løbet af ugen efter komplikationer fra coronavirus blot 26 år gammel.

Gregg kommer fra en kendt jamaicansk familie og havde skabt sig en platform på det sociale medie Twitch.

Flere jamaicanske kendisser har reageret på hendes dødsfald, og Sterling er den seneste i rækken.

Den engelske landsholdsspiller kom til England som 5-årig fra netop Jamaica og har tæt tilknytning til sin fødeø.

England endte med at vinde opgøret mod Ungarn med 4-0 efter mål af Sterling, Harry Kane, Harry Maguire og Declan Rice.

Der er indledt undersøgelser af anklagerne om racisme under kampen rettet mod Sterling og holdkammerat Jude Bellingham fra de ungarske tilskuere.