Liverpool-stjernen Alex Oxlade-Chamberlain så både Premier League-trofæet og Champions League-titlen smuldre ud af fingrene på sig, da storklubben missede både det engelske mesterskab og tabte Champions League-finalen.

Men til gengæld er der anderledes opløftende nyheder på hjemmefronten, hvor man kan sige, at den 28-årige spiller slutter sæsonen af med pomp og pragt.

Oxlade-Chamberlain skal nemlig giftes med kæresten gennem fem år, Perrie Edwards.

Det afslører hun over for sine mere end 15 millioner følgere på Instagram. Du kan se opslaget i bunden af artiklen.

'I går gik mit livs kærlighed ned på knæ, og jeg sagde … JA!,' skriver Perrie Edwards, flankeret af billeder af seancen, hvor parret står foran en smuk solnedgang.

Derudover har hun også delt et billede af forlovelsesringen på sin finger – en guldring prydet af en diamant.

Edwards er kendt fra pigegruppen Little Mix, som blev dannet i den britiske udgave af X Factor i 2011. Gruppen har blandt andet samarbejdet med den franske verdensstjerne David Guetta.

Det fremgår ikke, hvornår brylluppet skal finde sted. Parret har sønnen Axel sammen, som er født i august 2021.