Chelsea befinder sig igen i en fase præget af uro, interne spændinger og endnu et trænerskifte.

Torsdag sagde London-klubben farvel til Enzo Maresca efter 18 måneder, hvilket gør ham til den længstsiddende træner, siden Thomas Tuchel blev fyret i 2022. I mellemtiden har også Mauricio Pochettino, Frank Lampard og Graham Potter haft ansvaret.

Ustabiliteten har været et velkendt træk for Chelsea, siden et konsortium anført af den amerikanske forretningsmand Todd Boehly overtog klubben i maj 2022 fra den russiske milliardær Roman Abramovich.

Trods gode intentioner har dårlige beslutninger og uenighed om klubbens retning været tilbagevendende temaer i Chelsea, vurderer fodboldtræner Rasmus Monnerup, ekspert hos fodboldmediet Mediano.

- Det tyder på, at der har været et forhold mellem ledelsen og Maresca, hvor man ikke har været enige om, hvilken vej klubben skal gå. Det har vi set rigtig mange eksempler på i Chelsea i de sidste 20 til 30 år, siger han.

Ifølge Monnerup havde Chelsea faktisk tidligere succes med hyppige trænerskift under Abramovich.

Den afgørende forskel er dog, at klubben dengang havde nogle af de største spillerprofiler i Premier League, hvilket gjorde det lettere for en ny træner at få succes hurtigt.

- Nu har Chelsea ikke længere de bedste spillere. Derfor tror jeg, at udfordringen er, at klubben skeler for meget til, hvordan det har været tidligere, siger Monnerup.

I flere år har man satset massivt på unge talenter, og det prægede også Marescas tid som træner. I hans 92 kampe havde han aldrig en eneste spiller over 30 år på banen.

Ifølge Transfermarkt har klubben Premier Leagues yngste trup med en gennemsnitsalder på under 24 år.

- Klubben er gået fra at have store stjerner til at hente unge spillere med stort potentiale. Det kan give stor upside, men udfordringen er tid og kontinuitet.

- Den store udskiftning i truppen og de mange skift på trænerposten har gjort det svært for de unge spillere at udvikle sig hurtigt nok til at kunne spille med om mesterskaber, siger Monnerup.

Chelsea vandt senest Champions League i 2021 under Tuchel, mens det sidste engelske mesterskab blev vundet i 2017.

Under Maresca vandt klubben i sidste sæson både Conference League og VM for klubhold. I denne sæson ligger klubben dog et stykke bag førstepladsen Arsenal i Premier League og nummer 13 i Champions League.

I Liga Cuppen er klubben i semifinalen og skal over to opgør skal møde Arsenal.

Hvis man kigger isoleret på resultaterne, fremstår det ifølge Monnerup overraskende, at Maresca ikke længere er træner.

- Resultatmæssigt og spillemæssigt synes jeg ikke, at der var nogen grund til, at han ikke skulle være i Chelsea længere, så der må jo helt sikkert være nogle andre ting, som ligger bag, siger han.

Uroen omkring Maresca ulmede i slutningen af 2025.

Den 45-årige træner vakte opsigt, da han beskrev dagene op til en 2-0-sejr over Everton 13. december som sine "værste 48 timer" i klubben og sagde, at mange i Chelsea "ikke støttede ham og holdet".

Han uddybede ikke de kryptiske kommentarer, men understregede, at de ikke var et angreb på klubbens fans.

Kort efter afskeden med Chelsea blev det afsløret af Sky Sports, at det var Maresca selv, der forlod klubben.

Italieneren, som havde kontrakt til 2029, havde angiveligt adskillige uenigheder med den medicinske stab.

Han skal også have været i dialog med to Champions League-klubber i de seneste måneder. Han er blandt andet blevet sat i forbindelse med et muligt job i Manchester City, hvor han tidligere var assistent under Pep Guardiola.

Søndag venter den første kamp i det nye år og starten på et nyt kapitel for Chelsea, når holdet gæster netop Manchester City.

Chelsea skal finde en ny cheftræner, og ifølge Monnerup er det ikke en "stjernetræner", der er behov for.

- De skal kigge efter en træner, der - lidt ligesom Maresca - er på vej frem, relativt ung og måske uden den helt store erfaring, siger han.

Et af navnene, der er blevet nævnt, er den 41-årige englænder Liam Rosenior, cheftræner i franske Strasbourg. Klubben er under samme ejerskab som Chelsea, hvilket bidrager til, at han er en førende kandidat trods manglende Premier League-erfaring.

/ritzau/