Ahmad Ahmad, præsident for det kontinentale fodboldforbund i Afrika, er dømt for korruption.

Præsidenten for Det Afrikanske Fodboldforbund (CAF), Ahmad Ahmad, får fem års karantæne for korruption.

Det skriver Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) i en pressemeddelelse.

Ahmad har været præsident for forbundet siden 2017 og havde sigtet efter genvalg i marts næste år.

Den uafhængige etiske komité i Fifa er kommet frem til, at han har tilbudt og modtaget gaver og andre ydelser, mens han har siddet på posten. Han har også misbrugt økonomiske midler, mener komitéen.

I de næste fem år må han ikke blande sig i fodboldanliggender hverken internationalt eller nationalt.

Han skal desuden betale en bøde på 200.000 schweiziske franc, hvilket svarer til knap 1,4 millioner danske kroner.

Ahmad Ahmad har endnu ikke forholdt sig offentligt til straffen.

Fredag blev en anden præsident udelukket for al fodbold på livstid af Fifa.

Det var præsidenten for Haitis fodboldforbund, Yves Jean-Bart.

Den 72-årige Jean-Bart, der også går under navnet Dadou, blev kendt skyldig i at have udnyttet sin magtposition til at tvinge kvinder og piger på det nationale fodboldakademi i Croix-des-Bouqets til sex.

Desuden blev han dømt til at skulle betale syv millioner kroner.

/ritzau/