Marokko har officielt meldt sig ind i kampen om at blive vært for VM-slutrunden i fodbold i 2026.

Det nordafrikanske land kommer til at kæmpe med USA, Canada og Mexico om at huse den enorme begivenhed.

»Marokko har alle chancer,« lyder det fra Moulay Hafid Elalamy, der er chef for landets budkomité.

Men det vil i så fald blive en dyr omgang for landet. Komitéen forventer ifølge nyhedsbureauet AP, at det vil koste næsten 16 milliarder dollar - svarende til 97 milliarder kroner - at forberede arrangementet.

Tre milliarder dollar skal bruges til at bygge ni nye stadioner og renovere fem andre. Derudover skal der bygges træningsanlæg, så der i alt vil være 130.

De tre milliarder dollar skal findes i en pulje på 12,6 milliarder dollar, der også skal bruges på at optimere forholdene i 20 byer samt infrastruktur og hospitaler.

Derudover er der behov for private investeringer på 3,2 milliarder dollar til at bygge og optimere hoteller.

Planen er, at 14 stadioner i 12 spillebyer skal danne rammen om slutrunden, der vil tælle 48 nationer.

Det største stadion i Tanger vil have en kapacitet på 93.000.

Marokko, der også forsøgte at få værtskabet i 1994, 1998 og 2006, er en fodboldglad nation.

En undersøgelse viser, at 97 procent af befolkningen støtter buddet på VM i 2026, og 84 procent af befolkningen er meget interesseret i fodbold.

»Hos os spilles fodbold overalt: på landet og i byerne og med en bold eller en bylt stof,« siger Moulay Hafid Elalamy.

2026-værten udpeges i Moskva 13. juni.

/ritzau/AFP