I den forgangne uge tog rygterne om Kasper Hjulmands afsked med landsholdet kraftigt til.
Cheftræneren blev sendt til hollandske Ajax, men tirsdag gik DBU kontra og overraskede stort ved at melde en kontraktforlængelse ud med landstræneren.
Kursen er nu rettet mod VM i 2026 for Kasper Hjulmand, der har forlænget sin kontrakt, der udløb i 2024, med yderligere to år.
»Det er et kraftigt signal – i en tid, hvor det danske landshold er i bølgegang,« lyder det fra B.T.s sportskommentator Lasse Vøge.
»Man tager brodden nu af spekulationerne om, hvorvidt Hjulmand stadig er den rette mand til jobbet – og om hvorvidt han stadig brænder for tjansen. Nu får han arbejdsroen til at opbygge et hold, der kan tage til VM om tre år og vaske Qatar-pletten af Hjulmands landsholdsæra.«
Efter en sensationel start med en EM-semifinale i 2021 og en popularitet på landsholdet, som sjældent er set før, blev Hjulmand og DBU dog slået godt og grundigt ned til jorden igen.
Fadæsen ved VM i Qatar efterfulgt af en skuffende start på EM-kvalifikationen – hvor man blandt andet har tabt til Kasakhstan – har dæmpet entusiasmen omkring landsholdet.
Alligevel roser Lasse Vøge beslutningen om at forlænge samarbejdet med den tidligere FC Nordsjælland-træner.
»Jeg synes, at man som landsholdsentusiast skal give et hiv i klaphatten. Kasper Hjulmand har generelt været enormt givende for landsholdet – spillemæssigt og imagemæssigt. Omend VM-slutrunden i Qatar var et selvmål på begge fronter,« lyder det fra sportskommentatoren.
»Men fiaskoen i ørkenen kan forhåbentlig nu omdannes til brændstof til EM næste sommer og VM i 2026.«
Samtidig ser Lasse Vøge særligt også én grund til, at Hjulmand-forlængelsen er en god nyhed for det danske landshold.
»Sandheden er også, at det på stående fod er meget svært at pege på en oplagt afløser for Hjulmand.«
En kæphest for den 51-årige træner har været, at han ønsker flere midler til landsholdet.
Netop det aspekt har formentlig haft en afgørende aktie i, at samarbejdet er forlænget.
»Kasper Hjulmand har ikke lagt skjul på, at han ser investeringer i faciliteter og forhold som en betingelse for hans fremtid i DBU. Og udsigten til det store moderne nationale fodboldcenter, som DBU for en håndfuld måneder siden præsenterede planerne for, må have været afgørende for denne forlængelse.«
Kasper Hjulmand annoncerer senere tirsdag de spillere, som er udtaget til kampene mod henholdsvis Nordirland og Slovenien.
Kampene spilles senere på måneden.