Franske Ousmane Dembélé er faldet i unåde i FC Barcelona.

Der har været flere disciplinære problemer med den 21-årige franskmand, som Barcelona købte for halvandet år siden i Dortmund for ca. 830 millioner kroner, og tidligere på måneden gik det så helt galt, da han udeblev fra en træning.

Og nu kan den spanske sportsavis AS berette om den opsigtsvækkende forklaring på Dembélés fravær til en Barcelona-træning d. 8. november.

Ifølge avisen dukkede Dembélé ikke op til træningen, der begyndte kl. 11.00. Først kl. 11.30 lykkedes det klubben at få fat på Dembélé, som forklarede sin manglende respons med, at hans telefon var løbet tør for strøm.

Foto: LLUIS GENE
Vis mere

Dembélé var dog godt klar over, at han burde have været til træning, og han forsøgte at overbevise klubben om, at han havde dårlig mave, og derfor var han blevet hjemme.

Barcelona sendte en klublæge over til Dembélé, og her blev det konstateret, at franskmanden var frisk som en havørn.

Herefter har klubben undersøgt sagen nærmere, og nu mener AS altså at vide, at Barcelona er nået frem til, at Dembélé havde siddet oppe hele natten og spillet computerspil med nogle venner.

AS skriver, at Barcelona samtidig har fundet ud af, at Dembélé har ’maraton-sessioner’, hvor han spiller computer med sine venner, og klubben mener, han har et afhængighedsproblem, som influerer negativt på præstationerne på banen.

Barcelona har ikke officielt meldt noget ud om AS’ oplysninger, men efter Dembélé missede træningen d. 8. november, droppede Barcelona-træner Ernesto Valverde ham til den efterfølgende kamp mod Betis.

Og på et pressemøde før kampen udtalte han følgende om sagen:

»Alle må mene, hvad de vil om det, men det er deres valg. Her i klubben er vi et team, og nogle gange udtager jeg en spiller, andre gange gør jeg ikke.«

»Jeg gør, hvad jeg mener der er bedst for holdet. Du kan starte inde i dag og være ude i morgen. Jeg har ikke lyst til at tale om, hvad der sker internt. Jeg tager de sportslige beslutninger i forhold til, hvad jeg tror, der hjælper os mod Betis.«

»Det eneste, vi kan håbe på, er, at holdet får glæde af hans talent, og at klubben også gør det. For den har investeret meget i ham,« sagde Valverde.