Han er blot 11 år gammel.

Men José Reyes Lopez er nu klar til for alvor at give den en skalle for Real Madrid.

Det skriver José Reyes Lopez selv i et opslag på sin Instagram-profil, hvor han både skriver under på en kontrakt og poserer i den hvide trøje.

'Jeg er meget glad for at tage næste skridt i Real Madrid. Jeg vil gerne takke alle, der har støttet mig og troet på mig - især min familie. Jeg vil fortsætte med at arbejde og lære med ydmyghed,' skriver José Reyes Lopez.

Jose Antonio Reyes blev dræbt i en ulykke den 1. juni 2019.
Jose Antonio Reyes blev dræbt i en ulykke den 1. juni 2019. Foto: JORGE GUERRERO
Vis mere

Det er blot tre uger siden, han mistede sin far - den tidligere Arsenal-stjerne Jose Antonio Reyes - i en tragisk bilulykke. Han blev blot 35 år gammel.

Jose Antonio Reyes kørte i sin Mercedes Brabus S550 på motorvejen med 237 kilometer i timen sammen med et familiemedlem, der også blev dræbt ved ulykken.

På et tidspunkt punkterede bilens ene dæk under den høje hastighed, hvilket betød, at Reyes mistede herredømmet over bilen, der kørte af vejen og bragede ind i en betonblok. Jose Antonio Reyes blev dræbt på stedet.

Spanieren fik sit gennembrud i Sevilla, hvor han allerede debuterede på førsteholdet som 16-årig.

Derudover har han også klubber som Arsenal, Real Madrid, Atletico Madrid og Benfica stående på cv'et.

Og nu er det altså i netop Real Madrid, at sønnen skal videreudvikle sig. I den spanske klub lød det også efter dødsfaldet, at man ville passe på sønnen indtil han bliver 18 år gammel. Efter nyheden om José Antonio Reyes' tragiske død kom ud, skrev sønnen en rørende hyldest til ham på Instagram.

'Det her var det sidste øjeblik, vi tilbragte sammen far. Du gav mig råd, som du altid gjorde. I dag tog du afsted for ikke at komme tilbage, og det er meget svært for mig,' skrev 11-årige Reyes.

'Jeg var og vil altid være meget stolt af dig far. Vi tilbragte ikke al den tid sammen, vi gerne ville, men kun du og jeg ved, hvor meget vi elskede hinanden. Jeg ved, du vil passe på mig fra himlen, og jeg vil aldrig glemme dig. Jeg elsker dig far,' lød de rørende ord fra sønnen, der nu har taget et stort skridt i sin karriere.