En spøjs situation.
Sådan kan man bedst beskrive en særlig episode ved onsdagens pressemøde med landsholdet i Helsingør, hvor landstræner Kasper Hjulmand lod til at være vendt på en tallerken.
I mandags udtalte han nemlig, at han så en lige konkurrence mellem Kasper Schmeichel og Frederik Rønnow som Danmarks sidsteskanse.
Dengang ville han ikke give en garanti for, at Schmeichel står på mål i torsdagens kamp mod Finland.
»Der er en konkurrencesituation, så lad os se,« sagde landstræneren.
Onsdag blev Kasper Schmeichel spurgt ind til den nyopståede konkurrence, men inden han fik lov at svare, brød Kasper Hjulmand ind.
»Må jeg korrigere noget?« lød det, da en journalist spurgte målmanden ind til den »helt åbne konkurrencesituation om pladsen i målet, og om Schmeichel ikke regnede med at starte på banen mod Finland.«
»Det, jeg sagde, var, at der er større konkurrence, end der nogensinde har været. Det betyder jo, som jeg også sagde, at Frederik (Rønnow, red.) har flyttet sig. Han kommer ind, og der er en konkurrencesituation. Bare for at korrigere det, som du refererer til.«
»Der er ingen tvivl om, at Kasper står, og at han er vores førstemålmand. Det var egentlig for at korrigere.«
Men det blev du spurgt om mandag, hvor du sagde, at det ikke var sikkert, Kasper ville stå …
»Ej nej nej.«
Kort efter fik Kasper Schmeichel så sat ord på konkurrencesituationen med Frederik Rønnow.
»Frederik har haft en fantastisk sæson,« lød det fra keeperen.
»Jeg har altid set det som en konkurrence, fordi han er den dygtige målmand, han er. Men jeg har også altid kigget på mig selv. Jeg ser mig ikke over skulderen, for hvis jeg begynder at kigge den vej, så kigger jeg ikke fremad.«
Danmark tørner sammen med Finland torsdag aften i Parken.
Du kan følge opgøret, der sparkes i gang klokken 20.45, live på bt.dk.