Selvom dåbsattesten afslører, at Ryan Giggs er 45 år, er det kun fire et halvt år siden, at waliseren lagde støvlerne på hylden.

24 år som professionel fodboldspiller brugte Ryan Giggs i Manchester United, mens han også havde en kort periode som midlertidig manager for klubben i slutningen af sin spillerkarriere.

I et større interview med The Guardian fortæller Ryan Giggs nu om, hvordan det tærede på ham pludseligt at skulle være cheftræner for hjerteklubben og sige stop.

»Jeg havde haft jobbet i tre uger, og jeg lagde så meget pres på mig selv. Jeg følte, at spillerne havde givet alt, og min egen spillerkarriere var slut. Det handlede også om, at jeg ikke vidste, hvad der skulle ske. Så da jeg kom ud i bilen, væltede alle følelserne ud,« siger Ryan Giggs til det engelske medie.

Ryan Giggs var til stedet på Old Trafford tirsdag den 12. februar, hvor Manchester United mødte Paris Saint-Germain i Champions League.
Ryan Giggs var til stedet på Old Trafford tirsdag den 12. februar, hvor Manchester United mødte Paris Saint-Germain i Champions League. Foto: JASON CAIRNDUFF
Vis mere

Efter spiller- og cheftrænerkarrieren i Manchester United fulgte to år som assistent for Louis van Gaal, inden José Mourinho kom til før sæsonen 2016/17.

Med udsigten til en usikker fremtid væk fra den klub, der har formet ham og været hans liv helt fra teenageårene, søgte Giggs hjælp hos en psykolog.

»Det hjalp med at fylde de huller, jeg havde i hverdagen. Fra jeg gik ud af skolen til jeg var 42 har jeg gjort det samme hver dag. Så det handlede mere om struktur og at forberede mig selv på et liv uden for United frem for mentale problemer,« siger Giggs til The Guardian.

Ryan Giggs har siden januar 2018 stået i spidsen for Wales' landshold. Foreløbigt har holdet spillet ni kampe under Giggs' ledelse, og det er blevet til tre sejre, en uafgjort og fem nederlag.