Jores Okore mener, at han stadig mangler meget for at være den spiller, han var tidligere i karrieren.

Jores Okore bar søndag eftermiddag anførerbindet og var med til at holde nullet for AaB, der hjemme i Aalborg slog FC Helsingør med 1-0.

Skiftet fra FC København til AaB har ellers været af blandet karakter for Okore, der har leveret flere toppræstationer, men også har spillet flere kampe under niveau.

Derudover har en skade holdt forsvareren ude af en række kampe i løbet af efteråret.

 
AaB sikrede en 1-0 sejr over FC Helsingør i 12. spillerunde af Superligaen.
Vis mere

Selv om det 25-årige tidligere stortalent er fysisk tilbage og kan spille 90 minutter igen, erkender han dog, at han er langt fra den Jores Okore, der i 2013 blev solgt til Aston Villa.

»Jeg har høje forventninger til mig selv, og lige nu lever jeg ikke op til dem. Jeg kan ikke sige, hvornår jeg er 100 procent tilbage, men jeg føler, jeg kan forbedre mig på mange områder,« siger Jores Okore.

»Jeg er på vej, men jeg skal generelt blive bedre til alt. Jeg skal være mere rolig og kynisk på bolden, lukke bedre ned og kommunikere noget mere.«

Jores Okore blev i starten af sin Aston Villa-tid korsbåndsskadet, og netop knæskaden har betydet, at han langt fra er den samme type spiller som tidligere.

 
Aab scorede og brændte straffe mod FC Helsingør. 1-0 i Aalborg.
Vis mere

»Selvfølgelig er jeg ikke den samme spiller som før, hvor jeg var mere atletisk og eksplosiv. Det er ikke nemt at komme tilbage og være den samme spiller som før,« siger han.

»Der er mange spillere, der kommer tilbage og er en anden type spiller efter en knæskade. Så forhåbentlig kan jeg blive en bedre og klogere spiller og så kompensere for det i stedet.«

Jores Okore håber, at en skadefri tid i AaB med masser af spilletid kan være det, der bringer karrieren tilbage på rette vej.

»Det er dejligt at være et sted, hvor man får en masse tillid af træneren, og spillerne ser op til en. Det nyder jeg meget, og jeg er glad for det valg, jeg traf i sommer,« siger han.

Jores Okore har kontrakt med AaB indtil sommeren 2020.

/ritzau/