Ganske vist sikrede det danske fodboldlandshold sig lørdag aften i Parken en vital sejr på 1-0 over Schweiz i kvalifikationen til næste års EM-slutrunde. Ikke desto mindre var fodboldkommentatorerne dagen derpå hårde i kritikken af det danske spil.

Målmand Kasper Schmeichel lagde på pressemødet forud for tirsdag aftens venskabslandskamp i Aalborg mod Luxembourg ikke skjul på, at han har bemærket debatten.

»Der er ikke nogen af os landsholdsspillere, der gider tabe. Det handler om at vinde, og hvis vi kan gøre det på en smuk måde, er det fantastisk. Intentionen er selvfølgelig altid at gøre det så flot, underholdende og godt som overhovedet muligt,« sagde Kasper Schmeichel og tilføjede:

»Imidlertid kan det ikke altid lade sig gøre, så i sidste ende er resultatet altid det vigtigste. Der er ingen, der ønsker at se sit hold tabe fodboldkampe. Så hellere vinde 1-0 rigtig, rigtig grimt end tabe 0-1.«

Fodboldlandsholdets norske træner, Åge Hareide.
Fodboldlandsholdets norske træner, Åge Hareide. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Landstræner Åge Hareide valgte på pressemødet at blande sig i debatten.

»I Danmark er der tradition for, at man godt kan lide poleret champagnefodbold, men i mange andre lande har man en mere pragmatisk tilgang til spørgsmålet. Vi vil selvfølgelig allerhelst spille seværdigt. Men det er ikke altid muligt i kampe, hvor vi måske møder hold, der eksempelvis er stærkere end os. I kampe som disse må vi bruge andre midler til at få sat vores spil op,« sagde Åge Hareide.

På B.T.s spørgsmål om, hvorvidt danske fodboldtilhængere har en tendens til at sætte forventningerne til landsholdet for højt, var han leveringsdygtig i et bekræftende svar:

»Sådan har det altid været. Men det er charmerende. Da jeg selv var aktiv (i 1980'erne, red.), mødte jeg 'Dynamitdrengene' flere gange. Det er dem, der har sat forventningerne til det nuværende landshold højt. Den tilgang til landsholdet skal nationen bevare. Jeg kan godt lide den selvtillid, der ligger i, at man synes, at Danmark skal vinde, uanset hvem modstanderen er.«

Åge Hareide sagde, at han ser frem til venskabslandskampen mod Luxembourg.

»De har de seneste år forbedret sig meget. For eksempel har de i gruppespillet til EM-kvalifikationen spillet lige op med Ukraine. Det er et hold, der nok skal give os en god match, og det er det, vi er på jagt efter,« sagde Åge Hareide.

Han ønskede ikke at røbe Danmarks startopstilling og ønskede hverken at be- eller afkræfte, hvorvidt han vælger at give Joachim Andersen og/eller Philip Billing debut.

»Jeg ønsker ikke at gå ind i konkrete navne. Kampen mod Schweiz forleden var hård. Sammenlagt løb de danske spillere otte kilometer mere end dem. Det var en kraftindsats. Vi må derfor se, hvordan hver enkelt spiller reagerer fysisk,« sagde Åge Hareide.