Det endte med tre point for FC København i dette års Champions League.

Men starten på gruppespillet for de danske mestre vidnede ikke ligefrem om succes, da københavnerne blandt andet løb ind i store nederlag til henholdsvis Borussia Dortmund og Manchester City.

Og faktisk var netop de to opgør med til at give den danske fodboldlegende Michael Laudrup bange anelser.

»De fik nogle slemme klø i starten,« lød det fra den tidligere landsholdsstjerne i onsdagens Champions League-studie på 3+.

Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Her hæftede han sig dog ved FCKs hjemmekamp mod Sevilla i september, hvor det blev til et enkelt point, som vidnede om, at der var noget godt på vej set med københavnske øjne.

For efterfølgende formåede hovedstadsklubben blandt andet at spille uafgjort mod både Manchester City og Borussia Dortmund i gruppespillet, der sluttede onsdag aften.

»Det er ikke så underligt, at de er blevet bedre, for det er et hold, der ikke har været med regelmæssigt. Men det er særligt i de sidste tre kampe i gruppen, at de er blevet bedre,« lød det videre fra Laudrup, som blev bakket op af landsholdslegenden Preben Elkær:

»Det er absolut godkendt. En stor aften, hvor FCK virkelig arbejdede for sagen og kom til mange afslutninger,« forklarede han.

FC København spillede onsdag aften 1-1 mod Borussia Dortmund foran et propfyldt Parken.

Dermed endte det danske storhold med tre point i CL-gruppen, som dog resulterede i en fjerdeplads.