I klippet herover kan du se højdepunkterne fra kampen, der endte 2-1 til FC Midtjylland.

Det lignede et straffespark, som Kian Hansen begik mod FC Nordsjællands Jonathan Amon i anden halvleg af midtjydernes kamp mod Farum-klubben mandag aften.

Dommerens fløjte forblev dog tavs i situationen, men havde den lydt, havde det været i orden, fortæller FCM-spilleren til Canal 9 efter kampen.

»Jeg var sikker på, at der blev dømt straffe, og det havde nok også været fair nok, hvis den var blevet dømt. Han (kampens dommer, red.) var på vores side i dag og heldigvis for det,« siger Kian Hansen, der dog mener, at FC Midtjyllands sejr på 2-1 efter mål af Bubacarr Saneh og Paul Onuachu var fortjent.

»Vi har tilløb til mere, og de har vel kun én chance i første halvleg, som jeg ser det, og det er heller ikke fordi, at de står og vader i chancer i anden halvleg, så jeg synes, det er fair nok, at vi vinder,« lød det efter kampen fra FCM-profilen, der dog ikke ønskede at fokusere på Brøndbys pointtab i Parken søndag eftermiddag.

Med mandagens sejr, som du kan læse om her, har Herning-klubben tre point op til netop Brøndby IF, der topper Superligaen.

Og klubben fra Vestegnen er næste modstander for Jess Thorups tropper.

En kamp hvor FC Midtjylland med en sejr for alvor vil sparke spænding i Superligaen, da der efter det indbyrdes opgør blot resterer to runder af sæsonen.

Mandagens nederlag til FC Nordsjælland betyder, atr Kasper Hjulmands tropper ikke formåede at hente FC København, der lige nu ligger nummer tre i Superligaen med tre point mere end Farum-klubben.

BTs udsendte gav karakterer til begge mandskaber efter kampen, og dem kan du se her.