Superclásico er blandt fodboldens mest berygtede opgør. Lørdagens udgave kaldes et af historiens største.

13 kilometer er der blot fra Boca Juniors' stadion, La Bombonera, i Buenos Aires-bydelen La Boca til Estadio Monumental i det mere velstillede kvarter Belgrano, hvor ærkerivalen River Plate holder til.

Men den korte afstand får ingen indvirkning på antallet af udeholdsfans, når de to argentinske storklubber mødes i to finaler i Copa Libertadores, den sydamerikanske version af europæisk fodbolds Champions League.

I fem år har argentinske klubkampe været lukket land for tilhængere af gæsteklubberne, og selv om forbuddet for nylig er blevet ophævet, gælder det fortsat i Superclásico, som kampene mellem de to klubber kaldes.

Risikoen er ganske enkelt for stor og erfaringerne for dårlige, når man blander varmblodige fodboldfanatikere fra de to største klubber i et land, der i forvejen er plaget af hooliganisme og fodboldoptøjer.

Lørdagens kamp på La Bombonera er samtidig første gang, Boca Juniors og River Plate står over for hinanden i en Copa Libertadoras-finale.

Klubberne mødtes senest i den store turnering i ottendedelsfinalen 2015 i en kamp, der udviklede sig til en skandale.

Da River Plate-spillerne stod klar i spillertunnelen før anden halvleg, så en Boca Juniors-fan sit snit til at overdænge dem med en slags peberspray fremstillet efter egen opskrift.

Flere spillere måtte til undersøgelse på hospitalet, og anden halvleg blev aldrig sat i gang. Boca Juniors måtte i stedet bøde for balladen med et skrivebordsnederlag.

Den første Superclásico blev spillet i 1913, og siden er betydningen af lokalopgøret bare vokset og vokset.

Det er rivaliseringen mellem arbejderne fra Boca Juniors og "fornemme" River Plate med rødder i Buenos Aires' middelklasse.

Historisk er det Diego Maradona og Carlos Tévez mod Daniel Passarella og Javier Saviola, og det er fortsat et af fodboldverdenens mest berømte og berygtede lokalopgør.

Tevez, der er blevet 34 år, er fortsat aktiv og i gang med sin tredje periode i Boca Juniors, der i den argentinske liga befinder sig på en beskeden ottendeplads.

River Plate er nummer ti, men selv om andre klubber er stukket af på den hjemlige scene, er arvefjenderne Boca og River sikker på opmærksomhed fra hele det fodboldgale Sydamerika i de to finaler.

Kampene er for længst blevet udråbt som de største Superclásicos i historien, og bevæbnet politi har i flere dage patruljeret foran La Bombonera, hvor første kamp spilles lørdag klokken 21 dansk tid.

/ritzau/