FC Barcelonas cheftræner, Ronald Koeman, havde håbet på større træfsikkerhed hos sine spillere i onsdagens returkamp mod Paris Saint-Germain i Champions Leagues ottendedelsfinaler.

Men havde det ikke været for en pragtpræstation af Keylor Navas i PSG-målet, føler Koeman sig overbevist om, at Barcelona havde fået et bedre resultat end 1-1 med fra Paris. Det var langtfra nok til at vende 1-4 fra det første opgør til samlet sejr.

- Deres målmand var kampens bedste spiller. Vi havde vores chancer, men vi udnyttede dem ikke.

- I den første kamp var de ultra effektive foran mål, men det var vi ikke i returkampen. De scorede fire gange, vi scorede én gang. Den forskel på effektiviteten er udslagsgivende set over de to opgør.

- Men jeg vil ikke kritisere vores indsats, for den var god, og vi havde fortjent mere - måske bare et strejf af held, siger Koeman ifølge uefa.com.

I første halvleg var Barcelona klart bedst, og Keylor Navas diskede op med flere gode redninger.

Han fik blandt andet verfet et nærgående forsøg fra Sergino Dest på overliggeren, og lige før pausen reddede keeperen også et straffespark fra Lionel Messi.

Costaricaneren var dog chanceløs på Lionel Messis mål kort forinden, da argentineren smadrede bolden i målhjørnet fra lang afstand til 1-1.

- Vi dominerede i første halvleg, selv om vi tog store chancer ved at spille mand mod mand i vores forsvar. Vi fortjente virkelig at få mere ud af den indsats, og vi skulle mindst have været foran 2-1 ved pausen.

- Havde vi haft den føring ved pausen, så havde anden halvleg været en helt anderledes affære, siger Koeman.

PSG-keeper Keylor Navas drømmer om at kunne fortsætte sit storspil, så PSG kan gå hele vejen i turneringen.

- For at vinde turneringen kræver det, at vi står sammen og har et fælles mål. Vi håber på at være med helt frem til slutningen af turneringen, siger Navas ifølge franske L'Équipe.

/ritzau/