»Der er INGEN vej tilbage for Khouma Babacar under min ledelse.«
Sådan sagde FC København-træner Jacob Neestrup i december 2022 til B.T., men nu - knap et år efter den udmelding - er den senegalesiske angriber tilbage i en opsigtsvækkende kovending i hovedstadsklubben.
Således er angriberen pludselig tilbage efter at have trænet helt alene og på egen hånd og efter ikke at have været udtaget til én eneste kamp for FCKs førstehold siden 22. oktober sidste år.
Neestrup fortalte for nylig, 'at han og angriberen slog en streg over tingene', men cheftræneren slår fast, at der intet dramatik er bag Babacars usædvanlige år i kulden.
»At slå en streg over tingene var en dårlig formulering, der får det til at lyde mere dramatisk end det er.«
»Det er ikke mere dramatisk, end at der har været nogle sportslige til- og fravalg tidligere. Jeg har været meget tydelig omkring, at han havde en svær fremtid under mig, fordi der var ting, han kunne have bidraget bedre med på træningsbanen og i spillet - særligt tidligt i min tid som træner,« siger Neestrup til B.T. og flere andre fremmødte medier på FCKs træningsanlæg.
»Planen var, at han skulle videre i de seneste to vinduer, men det lykkedes han og vi ikke med. Og så kan man gøre to ting: Jeg kan bevare min forfængelighed og mit store ego som cheftræner, eller jeg kan kigge spilleren i øjnene.«
»Det har vi gjort, og vi siger nu, at uanset om det bliver til minutter eller ej, så er det bedste for Babacar og dermed for FCK, at vi kommer videre. Så han konkurrerer på lige fod med sine holdkammerater nu, og så er der egentlig ikke mere i det.«
Mere lader der dog til at være i det.
For det er altså MEGET sjældent, at en Superliga-spiller på den måde ryger ud i kulden.
Du sagde, at der ingen vej var tilbage. Hvad er det, der har ændret sig? Mangler I en angriber?
»Nej, nej. Det er ikke det sidste. Jeg har godt set, at nogle tror det. Det er slet ikke der, vi er. Det har intet med det at gøre.«
»Men der er gået et år, og der var nogle ting i min start, hvor jeg gerne havde set, at han havde bidraget anderledes - plus vi i øvrigt havde andre spillere, der performede rigtig godt der. Blandt andet Hákon Haraldsson.«
»Så det er vel det gode gamle ordsprog med, at tiden læger alle sår, og nu er vi her med tre måneder tilbage og 11-13 kampe. Det bedste for ham og FCK er, at han fortsætter med den træningsindsats, han har lagt for nylig - uanset om han så spiller, bliver i FCK eller skifter i næste vindue.«
Har det været for svært at sælge en spiller, der ikke træner med?
»Det gør det ikke nemmere. Og nu står vi så her. Så kan han lige så godt bidrage. Det er det, vi gør nu.«
»Vi har været indstillet på, at han skulle finde noget andet, men nu er vinduet gået, og hvad gør man så?«
»Ja, man tager en snak, og uanset hvor åndssvagt, alle folk synes, det måtte være, så må vi melde det ud, som det åbent og ærligt er. Det er, som jeg siger nu. Det er foregået fuldstændig udramatisk,« siger Neestrup.
Du har sagt og siger nu, at han er topprofessionel, men alligevel nævner du, at du har ønsket mere fra ham. Var han for dårlig eller useriøs til træningerne?
»Nej, han har ikke været for useriøs på noget som helst tidspunkt.«
»Som træner vælger du til og fra, og specielt på positioner, hvor du har rigtig meget at vælge imellem, og jeg kan bare sige, som jeg har sagt, at der var nogle ting, hvor jeg synes, han kunne have bidraget bedre til den måde, som jeg som cheftræner gerne så FCK komme tilbage i mesterskabskampen på,« siger Neestrup uden at komme det nærmere, hvad han har manglet fra Babacar.
Babacar har i de seneste uger været med i to testkamp for FC København - og er således allerede i spil til at spille for FC København lørdag mod Vejle Boldklub i Superligaen.