Efter Cristiano Ronaldos opsigtsvækkende tv-interview forleden forlyder det, at stjernen kan være dead man walking i Manchester United.

Og ifølge flere juridiske eksperter er der ingen tvivl: Manchester United er berettiget til at fyre Ronaldo.

Det skriver Independent.

Mike Tremeer, ansættelsesadvokat og partner i advokatfirmaet Fladgate, siger til mediet, at hans udtalelser kan bringe United i miskredit, samt forårsage skade til klubben, ledere og ansatte.

Cristiano Ronaldo.
Cristiano Ronaldo. Foto: OLI SCARFF
Vis mere

»Det bryder en udtrykkelig klausul i skabelonen for Premier League-spillerkontrakter, hvilket betyder, at klubben er berettiget til at opsige hans kontrakt,« vurderer han.

Cristiano Ronaldo har i det omtalte interview udtalt, at han ingen respekt har for Manchester United-træneren, Erik ten Hag.

Ronaldo siger videre i det halvanden time lange tv-interview, at han er »blevet gjort til det sorte får, og at det er den sværeste periode i hans liv både professionelt og personligt«.

Ralf Rangnick, midlertidig træner i United fra december 2021 til maj 2022, får også en usædvanlig hård medfart af Ronaldo. Han beskylder også klubben for at være ligeglad med sport, ligesom enkeltpersoner, ifølge Ronaldo, har udnyttet portugiseren til at blive mere populære.

Simon Leaf, der er sportsadvokat hos firmaet Mishcon de Reya, er enig med Mike Tremeer. Men Leaf mener også, at Manchester United står i en svær position.

Han siger til Independent, at Ronaldo har ret til at appellere hvilken som helst beslutning, klubben måtte finde rigtig, hvilket kan blive uoverskueligt for klubben – også set i lyset af, at Ronaldo beskylder klubben for at bryde dens pligter og ansvar over for spillere.

Og samtidig mener advokaten, at klubben – af hensyn til lønninger og en eventuel transfersum – vil gå langt for, at begge parter ikke taber ansigt.

En tredje advokat siger også, at det er ekstremt sjældent, at en klub tyer til så voldsom en handling. Man vil undersøge de disciplinære procedurer først, lyder det.

Manchester United har meddelt, at man vil overveje et svar til omverdenen, når de fulde fakta er fastlagt.

Ifølge The Telegraph har træneren da også holdt møder med flere prominente navne omkring klubben, og forventningen er, at Ronaldo har spillet sin sidste kamp i klubben, skriver mediet.