Uefa har hjemmel i sine regler til at straffe forbundene hårdere for racisme, forklarer sportsretsadvokat.

Det europæiske fodboldforbund, Uefa, kan straffe racisme hårdere, end det sker i dag.

Forbundet har hjemmel i artikel 14 i sit disciplinære regelsæt til at straffe med pointfratagelse eller udelukkelse fra turneringer, forklarer sportsretsadvokat Jens Bertel Rasmussen.

Han vurderer, at strengere sanktioner er det eneste effektive middel mod racismesager i fodbolden.

- Hvis man ser på reglerne, så ser det rigtig fint ud. Så det er et spørgsmål om at bruge den hjemmel til at straffe hårdt nok.

- Det eneste klubber og landshold har respekt for, det er, når der gribes til point, siger Jens Bertel Rasmussen

Det seneste eksempel på racisme i fodbolden var kampen mellem England og Bulgarien mandag. Flere engelske landsholdsspillere blev udsat for racistiske tilråb fra tribunerne.

Efter kampen har Det Engelske Fodboldforbund, FA, efterspurgt hårdere straffe til det bulgarske fodboldforbund.

Bulgarerne havde allerede inden kampen modtaget en løftet pegefinger fra Uefa som følge af racistiske tilråb i kampene mod Kosovo og Tjekkiet. Det var også derfor, at nogle sektioner på stadionet var lukket.

Kampens dommer stoppede kampen mellem Bulgarien og England to gange, på grund af tilråb fra tilskuerne.

Jens Bertel Rasmussen forklarer, at hvis dommeren havde afbrudt kampen helt, ville bulgarerne blive taberdømt.

Flere organisationer der kæmper mod racisme i fodbold har efterlyst strengere straffe, da Uefa mestendels har straffet med bøder eller lukkede stadioner.

Ifølge Jens Bertel Rasmussen virker bøder og lukning af stadioner ikke.

- Det virker kun, hvis dit hold ikke kan kvalificere sig til eksempelvis EM. Det gør ondt og kan mærkes.

- Sådan noget gør ondt, for det kan du ikke betale dig fra, ligegyldigt hvor store sponsorer eller pengemænd du har i ryggen, siger han.

Tirsdag aften spiller Norge landskamp i Rumænien. Kampen skulle være foregået på et tomt stadion.

Uefa lader rumænerne lukke 30.000 børn under 14 år ind til kampen, selv om Rumænien blev straffet for, at rumænske tilskuere opførte sig racistisk i kampene mod Spanien og Malta.

Sådan en sag udvander reglerne, mener Jens Bertel Rasmussen.

- Det viser, at Uefa ikke er skrap nok. Det gennemhuller systemet, og den meget fine artikel 14, som man har at gå frem efter, siger han.

Som følge af skandalekampen mellem England og Bulgarien har præsidenten for Det Bulgarske Fodboldforbund, Borislav Mihailov, valgt at gå af, oplyser Reuters.

/ritzau/