I Sønderjysk Fodbolddommerklub har man fået nok.

Efter igen og igen at have haft problemer med fodboldholdet Sønderborg Boldklub har man nu valgt at tage drastiske metoder i brug.

Senest valgte en fodboldspiller fra Sønderborg Boldklub nemlig at nikke en skalle til en frivillig tidtager under en futsalkamp, hvilket betyder, at klubben fremover ikke skal forvente at se en uddannet dommer til klubbens kampe.

Sønderjysk Fodbolddommerklub har nemlig sendt en e-mail ud til sine over 100 dommere, hvor de bliver advaret mod at dømme kampe med Sønderborg Boldklub.

Det skriver jv.dk.

Var du til stede under futsalkampen i Broager, hvor en tidtager fik nikket en skalle?

Eller har du andre erfaringer med Sønderborg Boldklub? Så vil B.T. gerne høre fra dig på sebj@bt.dk.

Sagen er nemlig den, at det ikke er første gang, at der er problemer med opførslen fra Sønderborg Boldklubs spillere.

Den seneste episode fandt altså sted ved en futsalkamp i Broager, hvor en 25-årig mand fra Sønderborg Boldklub nikkede en 21-årig tidtager en skalle og brækkede vedkommendes næse.

Den episode har nu udviklet sig til en voldssag hos Syd- & Sønderjyllands Politi.

Under kampen blev en spiller fra modspillerholdet også slået af en tilskuer.

Også i sommeren 2018 var den gal.

Her valgte DBU at spærre alle klubbens seniorhold efter en lang række uheldige sager, der kulminerede med en fodboldkamp, hvor to spillere blev udvist og en træner bortvist.

Og nu har Sønderjysk Fodbolddommerklub altså valgt at tage hidtil usete metoder i brug, da man for første gang i historien decideret har valgt at advare mod en bestemt klub.

»Det er aldrig sket tidligere, at vi på den måde skriver direkte ud til vores dommere. Vi har skrevet ud til vores 110-115 medlemmer, at vi ikke kan anbefale, at de dømmer kampe, hvor Sønderborg Boldklub er involveret, før der er skabt en situation, hvor det er sikkert for vores dommere at deltage,« siger Holger Martensen, der er formand for Sønderjysk Fodbolddommerklub, til jv.dk.

Jv.dk har uden held forsøgt at få en kommentar fra Sønderborg Boldklub.