Den tidligere U21- og OL-landsholdsangriber Nicolai Brock-Madsen er i foråret tilbage i Superligaen.

AC Horsens meddeler på sin hjemmeside, at man har hentet den 26-årige angriber ind på en kontrakt, der løber frem til udgangen af sæsonen.

Dermed er den fysisk stærke frontløber tilbage i Danmarks bedste række, som han forlod i sommeren 2015, da han for omkring fem millioner kroner skiftede Randers FC ud med engelske Birmingham.

Opholdet i den engelske klub har dog langt fra været en succes, og i løbet af sine tre og et halvt år i klubben har han tilbragt en stor del af tiden på lejemål i andre lande.

Brock-Madsen har således været forbi Zwolle i Holland, Cracovia i Polen og St. Mirren i Skotland, inden han ved årsskiftet blev løst fra sin kontrakt i Birmingham.

AC Horsens-manager Bo Henriksen håber at kunne få gang i angriberen, så Brock-Madsen kan være med til at hjælpe den sydøstjyske klub fra en ottendeplads ind i top-6, inden Superligaens grundspil slutter om seks spillerunder.

»Han var en markant angriber i Superligaen, da han skiftede til engelsk fodbold, og jeg er ikke i tvivl om, at han bliver en gevinst for os. Han skal selvfølgelig bruge lidt tid på at vænne sig til vores måde at gøre tingene på, men han skal nok finde vej til netmaskerne, og så kan jeg sagtens se et længerevarende samarbejde mellem os og Brock-Madsen,« siger Bo Henriksen.

Angriberen håber, at en god periode i AC Horsens kan bane vej for et nyt skifte til en udenlandsk klub.

»Min ambition er at gøre det godt for holdet og score mål og så komme til udlandet igen på et tidspunkt, hvis den rigtige klub kommer,« siger Nicolai Brock-Madsen.

Han scorede 14 mål i 76 superligakampe for Randers mellem 2012 og 2015.

/ritzau/