Chelsea fik en fodboldlektion tirsdag aften, da London-klubben tabte med 0-3 på hjemmebane til Bayern München i ottendedelsfinalen i Champions League.

Og her var danske Andreas Christensen en af de dårligste hos de tabende værter. I hvert fald, hvis du skal tro på de engelske medier.

Hverken Daily Mail, Express, Football London, Mirror, The Guardian eller The Sun giver således den 23-årige dansker højere end karakteren 5 ud af 10.

Alle ovenstående engelske medier gav Andreas Christensen karakteren fem undtagen Football London. De gav ham karakteren fire.

Andreas Christensen rundes kort inden, at Bayern scorer til 0-3.
Andreas Christensen rundes kort inden, at Bayern scorer til 0-3. Foto: GLYN KIRK
Vis mere

Herunder kan du læse, hvordan de seks medier beskriver Christensens indsats.

Daily Mail: 'Blev alt for tit passeret, da Bayern skar Chelseas forsvar i strimler i begge halvlege.'

Express: 'Havde i sine hænder en kamp med Lewandowski. Blev udsat på en aften, der har lært ham en hård lektion.'

Football London: 'Kom ud af position tidligt i anden halvleg, hvilket skabte problemer for forsvaret. Blev også slået i farten ved det tredje mål og kæmpede i anden halvleg.'

Mirror: 'Iført en beskyttende ansigtsmaske var dette en mareridtspræstation. Udsat.'

The Guardian: 'Manden med masken havde optrådt hårdnakket indtil den overilede tackling på Alphonso Davies, der førte til, at Bayern sejlede væk.'

The Sun: 'Solgte sig selv ved det tredje mål ved at kaste sig og blev efterladt i støvet. Det var ikke en god præstation fra ham eller hans defensive kollegaer.'

En Chelsea-fan skrev efter kampen på Twitter, at der kun var en Chelsea-spiller, der kunne være sin indsats bekendt:

'En ting, vi kan tage med fra det her, er, at Kovacic har vist sig at være en solid midtbanespiller. Vi burde være taknemmelige for at have en midtbanespille af hans kaliber og med den arbejdsetik,' står der i opslaget.

Andreas Christensen har været en fast del af Chelsea-holdet den seneste tid, hvor han har startet på banen i otte af de seneste ni kampe i alle turneringer.

I de ni kampe er det blevet til fire sejre, to uafgjorte og tre nederlag.

Returkampen mellem Chelsea og Bayern München spilles i Tyskland 18. marts.