Han har været helt tavs om fremtiden. Men sent mandag aften åbnede Andreas 'AC' Christensen endelig lidt op.

For et par dage siden blev det endelig officielt, at han forlader Chelsea, hvor han har spillet siden ungdomsårene. Og det bedste bud på en ny arbejdsgiver har længe været den spanske storklub FC Barcelona.

»Jeg ved godt, hvor jeg skal spille,« lød det fra AC en halvanden times penge efter Danmarks 2-0-sejr over Østrig i Parken.

Hvornår kan du offentliggøre det?

»Forhåbentligt snart. Men jeg har vidst, hvad jeg skulle i et stykke tid. Jeg venter bare på det rigtige tidspunkt.«

Hvad holder dig tilbage?

»Det er desværre ikke helt kun op til mig. Der er også andre ting, der skal falde på plads.«

Hvis vi siger 'tillykke med skiftet til FC Barcelona' – hvad siger du så?

»Jeg vil tie stille og sige, at I skal vente lidt endnu,« smilte landsholdets bundsolide midtstopper.

Hvad gør Barcelona til en speciel klub for en fodboldspiller?

»Det er en af de største klubber i Europa. Det tror jeg, at den er for alle – om de så har haft deres problemer eller ej, så er det stadig en af de største klubber for en spiller at komme til.«

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Den 26-årige københavners fremtid har fyldt meget i det seneste halve år. Og det har også kostet ham stampladsen i Chelseas forsvar. Samtidig har han og kæresten ventet deres første barn – som kom til verden for en uge siden.

Så det har været en hektisk periode.

»Det har på en eller anden måde været spændende – de seneste seks måneder. Der har været store beslutninger, der skulle tages. Og så har jeg selvfølgelig også haft et barn på vej og har haft en masse ting, jeg kunne glæde mig til.«

»Mentalt hårdt – men også gode ting at glæde sig til,« lød det fra Andreas Christensen – inden den nybagte far sagde farvel og tog på sommerferie, som i øvrigt skal afvikles i Danmark.

Nok med et lille indlagt visit i Barcelona.