Der udspillede sig søndag nogle absurde scener i den italienske Serie A i opgøret mellem Parma og SPAL. Få sekunder før kickoff blev kampen nemlig udsat. .

Tv-billederne viste, hvordan spillerne stod klar til at løbe på banen i spillertunnellen, da de blev sendt tilbage i omklædningsrummet.

Flere sad endda allerede klar på bænken, men de måtte altså gå tilbage for at finde ud af, hvad der foregik. Det skriver det italienske medie Football Italia.

Valget om at udsætte kampen kom i kølvandet på et brev, som den italienske spillerforening har sendt af sted. Heri blev der opfordret til at sætte Serie A på pause.

ELISABETTA BARACCHI

»At stoppe fodbolden er det bedste, vi kan gøre for landet lige nu,« stod der blandt andet i brevet, der havde foreningens direktør, Damiano Tommasi, som afsender.

Den frygtede coronavirus bliver ved med at sprede sig, og særlig Italien er hårdt ramt. Der gik heller ikke lang tid, før landets sportsminister, Vincenzo Spadafora, gik ud og fortalte, at han er enig med direktøren.

»Jeg deler hans holdninger og er enig i at aflyse al professionel fodbold. Det giver ikke mening, at vi udsætter spillere, dommere, trænere og fans for smittefare blot for at kunne beskytte den sportslige interesse, alt imens vi beder borgerne i landet om at ofre rigtig meget,« lød det fra ministeren.

Sådan blev det altså ikke i første omgang. Kampen mellem Parma – der har Andreas Cornelius på holdet – og SPAL skulle være fløjtet i gang klokken 12.30. I stedet blev det klokken 13.45, dommeren fløjtede opgøret for tomme tribuner i gang.

ELISABETTA BARACCHI

Natten til søndag blev det besluttet, at Lombardiet og flere andre regioner i det nordlige Italien vil blive lukket ned frem til 3. april i kampen for at inddæmme det smitsomme coronavirus.

Flere end 15 millioner italienere sættes således i karantæne. Det svarer til en fjerdedel af Italiens befolkning.

Italien er det land i Europa, der er hårdest ramt af udbruddet af coronavirus.

Ud over kampen mellem Parma og SPAL er der yderligere fire Serie A-kampe på programmet søndag eftermiddag. Et af dem er topkampen mellem Juventus og Inter.

SPAL endte med at vinde opgøret 1-0 over Parma efter en straffesparksscoring. Andreas Cornelius spillede hele kampen.